Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-boss afviser: Det er jeg ikke i gang med

Stig Inge Bjørnebye afviser, at han skulle være gået i gang med at søge efter andre trænere.

Det er blevet til 13 kampe i træk uden sejr for AGF, og med den elendige stime er der også blevet talt meget om David Nielsens fremtid som cheftræner i den aarhusianske Superliga-klub.

Blandt andet kunne Ekstra Bladet søndag skrive, at AGF havde været i kontakt med den tidligere FC Midtjylland-træner Brian Priske, ligesom klubben også skal have den svenske træner Poya Asbaghi på listen over emner.

Men Stig Inge Bjørnebye fastslår over for Discovery+, at han sagtens kan forestille sig et fortsat samarbejde med David Nielsen.

- Selvfølgelig kan jeg det. Jeg respekterer kontrakter og samarbejdet, og jeg respekterer, at vi har været sammen i en svær sæson. Hvis det var et problem, kunne jeg ikke diskutere det med dig, siger AGF-sportschefen til Discovery+.

Hvorfor er du gået i gang med at søge efter andre trænere?

- Det er jeg ikke.

Det er bare mediehistorier?

- Jeg læser ikke medierne. Men jeg ville være overrasket, hvis der ikke var spekulationer, når en stor klub som AGF ikke præsterer. Det samme sker overalt med spekulationer og rygter, og det er ikke rigtig noget, jeg kan kommentere på.

I videoafspilleren øverst i artiklen kan du se hele Discovery+’s store interview med Stig Inge Bjørnebye, hvor han evaluerer på hele sæsonen og også kommer ind på, hvad der skal ske i klubben fremadrettet.