Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-boss: Kontinuitet er kun godt, hvis tingene fungerer

Ingen AGF-spillere har været i klubben i mere end tre år, og sportschefen ville gerne have noget stabilitet i spillertruppen. Omvendt forklarer trænerskifter og manglende resultater udskiftningen: Kontinuitet er godt kun, hvis det, man bevarer, fungerer.

Da AGF solgte Dino Mikanovic, sagde klubben samtidig farvel til den spiller, der havde været længst tid i førsteholdstruppen. Af de tilbageværende har Niklas Backman og Jens Stage været længst tid i klubben, da de kom til i vinteren 2016.

Tre års anciennitet er altså det højeste, en seniorspiller i AGF kan fremvise, og det tal måtte gerne være lidt højere, medgiver sportschef Peter Christiansen. Ligesom så mange af sine kollegaer vægter han stabilitet højt.

- I bund og grund handler det om at skabe en kontinuitet, siger han og giver så et bud på en forklaring på, hvorfor AGF ikke har gjort det.

- Med alt det udskiftning, der har været på cheftrænerposten og på sportschef-delen de sidste fem år, så får man kun skabt kontinuiteten ved at have gengangere i systemet på ledelsesniveau.

Det er lige under fem år, siden Brian Steen Nielsen blev fyret som sportschef og afløst af Jens Andersson, som "PC" selv afløste for lidt over to år siden. I perioden har klubben haft Jesper Fredberg, Morten Wieghorst, Glen Riddersholm og nu David Nielsen som cheftrænere.

Her skal vi ifølge Peter Christiansen altså finde en del af forklaringen på den store udskiftning i spillertruppen. Det er dog ikke den eneste. 

- Vi ved jo også, hvor dynamisk fodboldverdenen er. Der kan komme tilbud på en spiller, eller der kan være en spiller, som ikke passer ind i måden, vi skal spille om syv dage, tre måneder eller to år, siger han.

- Man skal ikke have kontinuitet for kontinuitetens skyld, men vi prøver at skabe kontinuitet nu. På et tidspunkt har vi også være her så tilpas længe sammen, at udskiftningen bliver mindre, og kontinuiteten større. Sådan vil det typisk være.

Kontinuitet er kun godt, hvis det, man bevarer, fungerer?

- Præcis. I forhold til at skabe den kontinuitet, som er vigtig, og som gør, at man på en længere bane har en større sikkerhed i, hvilke resultater man kan lave, der arbejder tiden for os.

Hvad er så planen fremover? AGF har i løbet af de seneste måneder sagt farvel til førnævnte Mikanovic, anfører Pierre Kanstrup og Martin Spelmann, og til sommer har yderligere tre spillere kontraktudløb: Kamil Grabara, Jesper Juelsgård og Ryan Mmaee.

Sportschefen har tidligere i et interview med tipsbladet.dk betonet, at sommeren 2019 frigør en hel del penge, som han kan forme fremtidens AGF-hold med, og det er da også planen, at nogle af dem skal gå til nye spillere. Men måske får flere af klubbens egne talenter chancen, som vi har set i begyndelsen af foråret.

- Når vi har nogle unge spillere, der endelig kommer ind at spille, arbejder tiden for os, og det kan jo gøre, at vi siger, at vi ikke har brug for en kantspiller på 28, bare fordi han har et flot cv og ser spændende ud, når vi har folk i systemet, som sagtens kan give os det, vi beder om. Så det behøver ikke kun være, at "Nu bliver der frigivet nogle penge, så skal vi sateme bruge dem." Det kan være, vi i stedet for skal investere dem i infrastruktur, i en ekstra træner, sætte en ny scout-afdeling op, det kunne være hvad som helst, siger "PC."

- Men umiddelbart vil nogle af dem da blive brug på spillere. Eller de fleste af dem. Det kan godt være, man har nogle penge, der blive frigjort, men hvor er behovet henne? Hvad er tilgængeligt? Er der noget, der er bedre end det, vi har? Det er mere det. Det var helt tydeligt, vi skulle have en type angriber som Patrick. Vi kunne ikke få ham i sommer, men vi kunne få ham her i januar, og så slog vi til.

Det kommer formentlig til at hjælpe Peter Christiansens transferarbejde, hvis AGF kommer i top 6 og dermed sikrer sig endnu en sæson i Superligaen. Det ser dog mere end svært ud. Læs nærmere om status før søndagens afgørende runde her.