Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-boss: Vil give afkald på penge for færre mandagskampe

AGF-direktør Jacob Nielsen er træt af, at AGF skal spille så mange mandagskampe.

Fodboldspillere er om nogen en faggruppe, der er vant til weekendarbejde, men sådan forholder det sig ikke for AGF'erne. Selv om de rent faktisk meget gerne vil på arbejde om søndagen.

Ud af de første syv runder i Superligaen har AGF fire mandagskampe og en fredagskamp og skal altså kun i kamp to gange om søndagen, som ellers er den dag med flest kampe i ligaen.

Det behager ikke fansene, og det behager ikke Jacob Nielsen, der er administrerende direktør i AGF. Han er villig til at give afkald på noget økonomi for at slippe for så mange hverdagskampe.

- Jeg er enig med fansene i, at det er ærgerligt. Men vi bliver også nødt til at tænke på fællesskabet, og der står vi desværre lidt alene i forhold til, hvad der har været muligt. Hvis det stod til AGF, så fik vi en lavere pris for vores tv-produkt, og så spillede vi alle sammen om søndagen på et attraktivt tidspunkt, siger Jacob Nielsen til BT og tilføjer:

- Men det står vi ret alene med. Vi havde gerne set, at det blev sådan, men da det ikke kunne lade sig gøre, har vi i stedet fået indskærpet, at fredagskampene droppes, så vi kun skal spille søndag og mandag. Samt at klubberne så fremadrettet deler mandagskampene mellem dem.

AGF's første kamp i sæsonen er mandag den 15. juli mod Hobro IK.