Video : Tipsbladet
Superliga

AGF er endelig færdig med coronapausen: Det har jo været en lortesituation

Hvis AGF endelig skal vinde over Randers FC, skal der ske noget nyt, og det må man sige, at en kamp for lukkede døre er. Så det kan være, det hjælper, siger Jakob Ankersen.

Man siger, at definitionen på sindssyge er at gøre det samme igen og igen, men forvente et andet udfald. Når AGF i aften møder Randers FC, bliver omgivelserne i hvert fald ikke, som de plejer, så måske ændrer udfaldet sig også.

Det vil i givet fald være første gang i 12 forsøg, at AGF slår den østjyske rival. Og selv om det umiddelbart burde være en ulempe for AGF, at holdet må undvære sine hjemmefans, tror Jakob Ankersen, at det kan være med til at gøre op med Randers' overtag.

Som han siger:

- Det er selvfølgelig interessant, men det kan kun være en fordel for os. Vi har haft et "undertag" mod dem, og så må vi prøve noget nyt. Og det her, må man sige, er noget nyt, så det kan være, det hjælper.

Læs også:Optakt: AGF - Randers FC

Ankersen og co. spillede også for tomme tribuner mod Silkeborg IF i den sidste Superliga-runde inden coronapausen. Det endte med et 2-1-nederlag, så AGF'erne har allerede erfaret, hvordan man i hvert fald ikke skal gøre.

- Man kan ikke bare gå halvt ind til noget. Det gør et eller andet ved en, at man kan høre opbakningen og så videre. Det skal man lære at lægge væk og fokusere på det, man kan påvirke, siger Jakob Ankersen.

- Det bliver ikke ligesom en almindelig fodboldkamp, for fodbold er lige så meget fans og stemning. Det får vi ikke med. Så det bliver lidt en træningskamp-agtig feeling, men om tre point. Så det bliver spændende at se, hvordan man får sat sig selv op i stedet for, at fansene hjælper en til det.

Mens Randers-spillerne var hjemsendt på lønkompensation og uden mulighed for fælles træning fra 23. marts til 8. maj, var AGF'erne kun hjemme i 17 dage: fra 10. til 27. april. Det er Ankersen svært tilfreds med.

Læs også:Spilforslag til Superligaen: AGF og Randers skyder med skarpt

Perioden derhjemme var vanskelig at forlige sig med.

- Det har jo været en lortesituation, men det har jo været det samme for alle sammen. Man er nødt til at finde det lærerige og det spændende i det. Det har været, at vi har kunnet gøre nogle ting i grupper forholdsvis tidligt, og det har hjulpet rigtig meget, tror jeg. At man ikke i to måneder selv skulle løbe. Jeg tror, vi alle sammen har været taknemmelige for, at vi ikke blev sendt hjem på lønkompensation i al for lang tid, siger Jakob Ankersen.

- Jeg syntes, det var svært at bevare motivationen. Det var klart nemmere, da vi var i grupper at få det gjort og presse hinanden lidt. Generelt set humør i stedet for at løbe en tur selv. Det er der stor forskel på.

Om den forskel så også udmønter sig på banen, finder vi ud af i aften. Superligaen vender tilbage med AGF-Randers klokken 19.

Læs også:David Nielsen glæder sig helt sindssygt til Superliga-genstarten

Læs også:Johnny Thomsen: Det må gerne gå som det plejer mod AGF

Læs også:Randers-træner: Jeg ved, hvordan AGF vil gribe kampen an