Video : Tipsbladet
Superliga

AGF har tacklet næstmindst, men fået flest kort: Tingene kan godt eskalere

Når man ikke får de resultater, som man selv og fansene efterspørger, vil man for alt i verden ikke klandres for at mangle indstilling. Det er tilfældet i AGF, hvor de gerne vil vise, at de vil vinde, men ikke altid har held med det.

For et par uger siden skrev Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, en leder om AGF og holdets måde at tale om den resultatmæssige nedtur og løsningen på selvsamme. "Når man taber fodboldkampe, og gør det tit og ofte, er det naturligt at gribe til fight og sammenhold," indledte han.

For det er netop, hvad AGF-folket har gjort så ofte, når tingene ikke har fungeret. De har slået fast, at nu skulle der kæmpes til sidste blodsdråbe, og at man ikke måtte tabe 0-4 og gå fra banen "uden minimum at have smasket én ned og have trukket et gult kort eller bare have vist en eller anden form for mandsmod," som Martin Spelmann formulerede det.

Netop Martin Spelmann forklarer den indstilling med, at det handler om at sende et signal, for når resultaterne ikke kommer, skal de trofaste AGF-fans ikke være i tvivl om, at spillerne anstrenger sig. Når de nu ikke kan vise det med sejre, må de vise det ved at knokle.

- Vi har også en modstander, men vi skal gøre vores. Vi skal give alt, hvad vi kan, vi skal knokle røven ud af bukserne og vise vores fans, som står og støtter os hver eneste gang, at vi er her ikke for sjov, og vi tager det alvorligt. Vi gør fandeme, hvad vi kan, siger han til tipsbladet.dk.

- Det er vigtigt, for deres opbakning betyder alt for os, og vi har ikke råd til at miste dem. Når vi ikke har kunnet betale tilbage med point, så er det selvfølgelig vigtigt, at vi viser, at vi har hjertet på det rette sted, og vi kæmper for det logo.

Har I været gode nok til at vise det?

- Nej, det synes jeg ikke. Det synes jeg bestemt ikke. Jeg tror ikke, det er, fordi vi ikke har villet vise det, men der har været noget... Der er sneget noget utrygt, noget nervøsitet ind. Man forstår situationens alvor, og så kan det nogle gange godt komme til at se ud, som om man ikke vil det, hvor det ikke altid er sandheden, siger Spelmann.

- Hvis man er lidt nervøs og for forsigtig, så kan man nogle gange komme til at se ud som en, der ikke vil det nok. Vi kan jo heller ikke bare løbe rundt og lave glidende tacklinger hele tiden. Så kommer den også til at ligge inde i rosen.

AGF befinder sig i en særlig statistisk position, hvor holdet er det, der har fået flest advarsler i sæsonen (37), men samtidig har sat andenfærrest tacklinger ind (163). Måske er det et billede på, at spillerne, under presset for at vise den rette vilje, for ofte træffer de forkerte beslutninger. 

- Hvis man nu er nervøs, og ens direkte modstander har tur i den, eller man har fået et gult kort, så er man lidt mere påpasselig. Man vil stadig gerne vinde den duel over sin direkte modstander, men man holder måske lidt igen, eller man er bange for bagrummet, eller hvad det nu kan være. Så er det, der sniger sig noget frygt og nervøsitet ind, og så kan det godt se ud, som om man ikke vil det nok, fordi så kan man hurtigt komme til at ligne et alibi-show derude, selv om det ikke er ens hensigt, mener Spelmann.

Også hans cheftræner, David Nielsen, er enig i, at indstillingen ikke i sig selv er problemet. I hvert fald ikke fordi der mangler indstilling, men måske er der omvendt for meget af den på bekostning af omtanken.

- Det er ikke indstillingen, der er problemet. Men når man føler, at man altid bliver målt og vejet på, om man bringer vilje nok og vil ting nok, kan tingene godt eskalere. Vi har manglet kvalitet i vores spil, og det er det, vi har fokus på. Indstillingen er rigtig god, men den er også nogle gange over det niveau, man behøver have for at vinde kampe i Superligaen. Det er vigtigt, at vi justerer på det, siger han.

Hvordan gør man det?

- Det handler meget om den enkelte spiller. De skal ramme deres rigtige tændingsniveau i forhold til at gøre holdet bedre, siger David Nielsen.

Gør du noget aktivt?

- Det er noget, jeg snakker med spillerne om individuelt. Når der sker ting, der koster os meget, behøver man ikke nødvendigvis stå og snakke så meget om det, for det er tydeligt for alle, at man selvfølgelig ikke skal havne i den situation. Men omvendt må vi heller ikke være bange for at gå til den lige pludselig, fordi der er sket noget i fortiden.

Lige nu er AGF også i en situation, hvor den nære fortid ikke fortæller dem noget godt, for den har budt på fire nederlag på stribe. Det kan holdet rette op på, når det tager imod Silkeborg IF i morgen klokken 16.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.