Video : Tipsbladet
Superliga

AGF kan få bedste tilskuersnit i siden 2011/12-sæsonen

Hvis der kommer mere end 11.000 tilskuere til søndagens kamp mod Randers, slår AGF klubbens seneste syv sæsoners tilskuersnit.

AGF har i foråret været forrygende i det nederste slutspil, hvor de blandt andet har taget syv sejre i træk, indtil de tabte med 1-2 til Randers i lørdags på udebane. Nu venter returkampen som ikke alene kan sikre dem en kamp om en plads i Europa League - de kan også nå det højeste tilskuergennemsnit siden 2011/12-sæsonen.

Det skriver AGF på klubbens officielle hjemmeside.

Hvis det skal ske, så kræver det, at der dukker over 11.000 tilskuere op til kampen mod Randers, som utvivlsomt også bliver den vigtigste hjemmekamp i denne sæson for aarhusianerne i deres kamp om en plads i europæisk fodbold efter sommerferien.

Tilskuersnittet var i 2011/12 på 11.010 tilskuere, og så højt kommer man ikke op, men siden dét år, har det højeste snit været på 8.532 tilskuere, som skete i 16/17-sæsonen. Det kan nu blive slået.

I AGF kan man desuden glæde sig over, at tilskuertallet er steget med 4,5 procent på Ceres Park i forhold til sidste sæson, hvor man også klarede sig godt i Europa Playoff, men tabte den afgørende kamp til FCK i finalen.

Kampen mellem AGF og Randers spilles søndag klokken 18.