Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-målscorer føler sig udsat for tyveri: Det er nogle pis-mål, de får

AGF burde have vundet over AaB, mener Jakob Ankersen, der selv bragte sit hold foran 1-0, men i stedet indkasserede holdet nogle dumme mål.

For anden kamp i træk var AGF foran, men endte med at spille 2-2. Denne gang var modstanderne, AaB, endda en mand i undertal i en times tid, men både ved 1-0 og 2-1 lykkedes det de bolsjestribede gæster at udligne.

Det er manden bag kampens første mål, Jakob Ankersen, ikke imponeret over. AaB scorede sine mål i forbindelse med et hjørnespark og et frispark, så Ankersen mener, det var "klodset", at give nordjyderne så dødbolde, når nu hans eget hold havde så svært ved at dæmme op for dem.

AGF burde dog have vundet alligevel, mener målscoreren.

- Det er ikke, fordi vi ikke kommer frem til chancer, men vi bliver for passive og overlader lidt for meget til dem. Så er det nogle pis-mål, de får, men det kan vi ikke bruge til noget nu jo. Vi har chancerne til at afgøre det heldigvis, men det er sgu tungt at stå og beskrive sådan noget efter en kamp, når man føler, det er tyveri, siger Jakob Ankersen til AGF TV.

Det var niende gang i sæsonens 13 kampe, at AGF spillede uafgjort. Det er lige præcis nok til at holde Ankersen og co. i top 6, men de kan glide ud igen, hvis Brøndby IF slår OB i rundens sidste kamp i aften.