Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-profil: Det lyder dumt, men jeg synes, vi er bedre end Randers

Jakob Ankersen kender AGF's statistik mod Randers FC, så han kan godt selv høre, at det lyder ulogisk, når han siger, at hans hold er det bedste. Men det mener han altså, og det skal det vise på søndag.

Han kan meget vel vise sig at få ret på søndag, men bedømt på de seneste år er der ikke noget, der tyder på, at Jakob Ankersen taler sandt, når han siger, at AGF er bedre end Randers FC. Det gælder både placeringern i Superligaen og ikke mindst det indbyrdes regnskab.

AGF har fået bare to point i de seneste ni kampe mod deres østjyske rivaler, og går man længere tilbage, bliver statistikken kun en anelse bedre. Da er holdet noteret for to sejre i de seneste 18 indbyrdes opgør.

Så sent som i søndags vandt Randers 2-1 på hjemmebane, men Ankersen holder fast:

- Vi skal vinde, og det skal man gerne kunne se på os spillere. Vi skal sætte os på kampen. Det er vores hjemmebane, og vi har noget, vi skal have revancheret mod Randers. Jeg synes faktisk, at vi er et bedre hold. Det kan godt lyde dumt, når nu statistikken er, som den er, og vi har tabt så mange kampe til dem i de seneste år, men jeg mener det, når jeg siger, at vi på papiret har et bedre hold. Og det skal vi vise på søndag, siger AGF-spilleren til Århus Stiftstidende.

Jakob Ankersen og co. havde vundet syv kampe i streg, inden de mødte Randers, men tabte altså det første opgør i Europa League-playoff. Der skal dog ikke andet end en 1-0-sejr på hjemmebane til, før AGF går videre.

Den samlede vinder møder nummer fire fra grundspillet, som både kan nå at blive Esbjerg fB, OB og Brøndby IF.