AGF-profil: Holdet fungerer bedre end i lang tid
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

AGF-profil: Holdet fungerer bedre end i lang tid

Dette forår har været godt for både AGF og Daniel A. Pedersen. Han er omsider ved at være tilbage, hvor han var, da han blev kåret til Årets Spiller i klubben i sin første sæson der.

Det kan godt være, at Daniel A. Pedersen blev skadet i opvarmningen til AGF's kamp mod OB i søndags, men det ændrer ikke på det store billede: Midtbanemanden har haft et stærkt forår 2018.

Han har fået 90 minutter i alle kampe bortset fra to, og de skadesproblemer, der har plaget ham i så store dele af hans tid i AGF, synes en saga blot. Selv fremhæver "DAP", at han denne vinter deltog fuldt og helt i opstarten for første gang siden sin første af slagsen i AGF.

- Det er bare noget, der er kommet kontinuerligt, de der skader, så det er dejligt at endelig have en god, lang periode uden. Jeg har jo nærmest ikke været på briksen i hele 2018, siger han til tipsbladet.dk.

I begyndelsen af sæsonen sagde han, at han jagtede den form, han havde i sit første år i AGF, da han blev kåret til Årets Spiller. Er det så den, han har fundet i dette forår?

- Ja, det synes jeg. Jeg føler mig stærk i forhold til kroppen og timingen. Og så synes jeg, vi har gang i noget spændende. Vi har virkelig fået holdet til at fungere på en anden måde, end man havde set i lang tid. Det er dejligt at være en del af det, lyder vurderingen.

- Vi fik nogle ting på plads nede på træningslejren og fik arbejdet ud fra nogle rigtig gode ting. Det var en rigtig god træningslejr for os, som virkelig fik os bragt til at forstå, hvordan vi bedst muligt arbejder sammen.

Jeg har hørt flere sige gode ting om træningslejren i januar. Hvad gjorde den?

- Før i tiden har vi lukket rigtig mange mål ind, og man kan godt blive stresset, hvis man kommer bagud. Men vi har fået organisationen på plads, og det arbejdede vi meget med dernede, siger Daniel A. Pedersen.

- Vi har ikke været så meget bagud i år, men vi har alligevel prøvet det, og der synes jeg, vi har vist stærk moral, fordi vi ved, at det sgu er svært for de andre at lave nummer to. Og vi ved, at vi godt kan komme tilbage igen. Det virker til, at folk er supermotiverede og klar til at arbejde for hinanden.

Siden slutspillet begyndte, har Pedersen lagt op til to AGF-mål. De to oplæg er en tangering af hans bedste sæson på den konto, 2011/12-sæsonen for Silkeborg IF. Det er ikke helt tilfældigt, men nogen kreatør skal "DAP" ikke til at være.

- Jeg har jo altid været balancespilleren. Jeg tænker meget på holdet, og jeg tænker meget på at sikre. Men jeg har også tænkt over at finde de rigtige tidspunkter, hvor jeg kan snige mig med frem og måske få en aflevering lidt tættere på mål. Men jeg vil nok altid være den, der tænker meget på holdet og på, at vi ikke skal have et mål imod os. Så det er meget den her balancegang, siger Daniel A. Pedersen.

Han skal i aktion igen, hvis han er kommet over sin skade, på lørdag mod SønderjyskE i anden runde af Europa League-playoff.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.