AGF-spillerne er hjemsendte med støtte fra regeringens trepartsordning, og det betyder, at klubben får dækket en del af lønomkostningerne under hjemsendelsen. Et krav i forbindelse med hjælpepakken er, at ansatte ikke må arbejde under hjemsendelsen.
Alligevel har en række AGF-spillere trænet på klubbens anlæg på Fredensvang, skriver Århus Stiftstidende, og det er altså i strid med reglerne, hvilket Erhvervsministeriet også bekræfter over for avisen.
Læs også:Overblik: Hvem træner, og hvem træner ikke i Superligaen?
Ifølge Århus Stiftstidende var der AGF-spillere på Fredensvang i fredags og i mandags, og selv om der ikke var trænere til stede, benyttede spillerne sig af klubbens kegler og bolde, og flere var iført deres AGF-træningstøj.
I AGF afviser man, at der er sket et brud på reglerne.
Læs også:Mulig katastrofe for FCM og AGF: UEFA med opsigtsvækkende forslag
- Vi følger naturligvis alle gældende regler for hjemsendelse af medarbejdere, og spillerne i AGF er - i øvrigt på lige fod med en stor del af det øvrige personale - forsat hjemsendt, hvorfor billedet viser spillere i privat regi, hvilket påklædningen, da også med al tydelighed understreger, skriver kommunikationschef Søren Højlund Carlsen i en SMS til Århus Stiftstidende.
Søren Højlund Carlsen understreger, at det nu er blevet indskærpet over for spillerne, at de ikke må opholde sig på Fredensvang, mens de er hjemsendte. Dette gælder også i privat regi.
AGF-spillerne har været hjemsendte siden 10. april.