AGF-sportschef om Toutouh-transfer: Han er fra en anden hylde
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

AGF-sportschef om Toutouh-transfer: Han er fra en anden hylde

Peter "PC" Christiansen peger på, at Youssef Toutouh-transferen blandt andet kom i stand, fordi det er en spiller, AGF ikke normalt plejer at kunne få fingrene i.

Han har ikke spillet en Superliga-kamp siden november, men nu begynder det så småt at nærme sig for midtbanespiller Youssef Toutouh.

Den tidligere FC København-spiller skrev torsdag under på en aftale med AGF, der løber frem til sommeren 2020, og i AGF håber man på at have midtbanespilleren til rådighed for førsteholdet inden for nogle få uger.

Toutouh skal lige i den rette form efter så mange måneder uden kampe, men når han kommer det, har AGF en ekstraordinær spiller i truppen, mener sportschef Peter "PC" Christiansen.

Og det var også derfor, at han valgte at skrive kontrakt med den 25-årige dansk-marokkaner. 

- Vi synes, han er fra en anden slags hylde, end vi plejer, og når vi kan få ham transferfrit, og han er uden kontrakt, må vi leve med, at han til at starte med ikke er i den form, han skal være i. Så må vi bygge ham op og gøre ham værdifuld og gøre ham ekstraordinær igen, så han kan komme ud og flytte nogle ting for AGF. Han er indstillet på, at der skal laves et kæmpe stykke arbejde, siger AGF-sportschefen, der peger på, at spilleren trods alt er fit:

- Han er ikke typen, der ligger på sofaen og spiser chips og drikker cola. Langt fra. Han har passet sin træning i forskellige tempi. Inden han kom hertil, var han i et mere intensivt forløb i sin egen træning, men det er klart, at det ikke er det samme at løbe rundt om Damhussøen eller i intervaller i skoven, eller hvor han har været henne. Nu handler det om fodboldtræning, og der har han noget rust, der skal bankes af, og det bliver nogle slemme og hårde uger for ham de næste to, tre, fire uger.

Peter Christiansen fortæller, at der gennem længere tid var dialog med Toutouh, uden at man konkret satte sig ned og talte økonomi. Til sidst var begge parter interesserede i at lave en aftale, og det lykkedes altså.

Youssef Toutouh skal bruge de næste uger på at følge et skræddersyet træningsprogram, men det er nødvendigt for at få spilleren i aktion.

- I kan selv regne ud, hvornår han sidst har spillet en fodboldkamp. Men det er sjældent, vi får adgang til en spiller - det er også en del af betragtningen - der har den profil, han har, og som har det niveau på toppen, som Youssef Toutouh har. Han har bevist sig for FCK og vundet mesterskaber i en ung alder, og han har klaret sig fantastisk i Europa. Nu så vi så sent som i går, hvad det er, de kan, og det har han været en del af, og det kommer også til at løfte os. Måske ikke de næste to tre uger, men fremadrettet, siger sportschefen.

Selv om det er længe siden, at Toutou har betrådt en fodboldbane og reelt blev kørt ud på et sidespor i FCK, er der ingen bekymring i AGF over, hvor midtbanespilleren er i sin karrieren.

- Nej, for når jeg hører, hvad han siger, og kigger ham i øjnene og hører hans forståelse af den plan og det her projekt, og hvor han er lige nu, skal han være ydmyg, og det er han. Han vil bare gerne spille fodobld igen. Han elsker at spille fodbold og er sulten efter at spille fodbold, og det er egentlig noget af det, jeg vægter højest: At man har lyst til at være en del af noget og en del af AGF. Og have den fråde om munden og sult efter at vise, hvem man er igen. Jeg elsker de cases her, siger Peter Christiansen.

Numerisk var det måske ikke på den position, at AGF havde det største behov for at få en ny spiller ind, men når der er tale om så god en spiller, som AGF måske ikke normalt tiltrækker, slog klubben altså til.