Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-talent er i gang med gennembrud: Hvis vi er gode nok, spiller vi

Det er ikke for svært at slå igennem på AGF's førstehold, mener Kasper Lunding, der lige nu er i gang med netop det. Men de unge skal sørge for at være lige så gode som de ældre.

Når danske teenagere skifter til udenlandske klubber, er de som oftest indstillet på, at det er sværere at slå igennem der end i den Superliga-klub, de kommer fra. Men da 17-årige Gustav Mogensen i januar byttede AGF ud med engelske Brentford, var det lige omvendt.

- Jeg kiggede også på fremtiden, og hvor jeg troede mest på, jeg ville slå igennem. Der faldt valget på Brentford. Derovre er deres gennemsnitsalder i førsteholdstruppen lav, og mange spillere er gået fra B-holdet til A-holdet, sagde han i et interview med tipsbladet.dk.

Debatten om vejen til førsteholdet i Århus har i det hele taget fyldt meget i denne sæson, for de unge spiller for lidt, i forhold til hvad AGF-ledelsen siger om at udvikle egne talenter, lyder det fra kritikere. Se blandt andet klippet i toppen af denne artikel.

19-årige Kasper Lunding, der er startet inde i AGF's to forårskampe, mener dog ikke, det er for svært at slå igennem på Ceres Park.

- Nej, det synes jeg ikke, det er. Hvis vi, de unge, er gode nok, så spiller de også med os. De skal sætte de samme krav til os som til resten af truppen. Vi skal være på niveau med de andre, før de spiller med os, hvilket er helt fair, siger han til Lokalavisen Aarhus.

Lunding havde indtil forårspremieren ikke spillet et eneste Superliga-minut for AGF, men startede som nævnt inde i 2-0-sejren over Esbjerg fB og fik genvalg, da holdet igen vandt 2-0, denne gang over SønderjyskE, i fredags.

Næste udfordring for kantspilleren og holdkammeraterne er hjemmekampen mod FC Midtjylland på søndag.