AGF var lige ved at blive hægtet af midterklubberne i Superligaen, men i dag hoppede de tilbage på toget, da de fik sæsonens første sejr.
Tre point hentede AGF nemlig hjemme mod AC Horsens, hvor Nicklas Helenius og Mustapha Bundu viste vejen med mål.
Netop det faktum, at AGF havde fået en svær sæsonstart, gør sejren ekstra opløftende for cheftræner David Nielsen.
- Det er klart. Jeg er selvfølgelig glad for sejren, men jeg er endnu mere glad for, at vi tager fodboldkampen, som vi gør. Vi har ikke fået de point, vi gerne ville have, og vi skulle spille mod et hold, der kan spille det mentale spil og frustrere en. Jeg er rigtig glad for kampen.
- Det handler om at kunne spille fodbold uden at være påvirket af resultaterne, hvad enten det har været godt eller dårligt. I dag viser de, at de kan spille med det, siger David Nielsen til TV3 Sport.
AGF har nu fem point og ligger på 12. pladsen.