AGF-træner: Povlsen bedre fremadrettet end Kvist
Illustration
Superliga

AGF-træner: Povlsen bedre fremadrettet end Kvist

AGF-træner Peter Sørensen sender pæne ord i retningen af Kasper Povlsen, der ifølge træneren har landsholdspotentiale.

Midtbanespilleren Kasper Povlsen har haft en fin sæson for AGF indtil videre. Han har været med i alle Superliga-kampe indtil videre, og det er blevet til flere stærke præstationer. 

AGF-træner Peter Sørensen har stor ros til midtbanemanden, som han mener er en overset profil i fodbold-Danmark.

 - Det han kan, er der ganske få, der gør bedre end ham. Han er en god header, han er en god løber, han er god bolderobrer, han er en undervurderet pasningsspiller, han er stærk som en bjørn, viljefast, han træner helt eksemplarisk hver dag. Han er ikke begunstiget med det største talent, men han er et eksempel på, at viljen til at ville skaber evnen til at kunne. Derfor har han allerede nu spillet temmelig mange kampe for AGF, siger Peter Sørensen til Jyllands-Posten. 

Kasper Povlsen har spillet 144 førsteholdskampe for AGF, og Peter Sørensen mener, at midtbanespilleren har landsholdspotentiale. Det kræver dog, at det bliver en anden, der skal udtage ham end Morten Olsen. 

- Så tror jeg, vi skal have nye landstrænere først. De ser ham ikke. Jeg kan ikke pege på nogen, en ren 6'er, der er væsentligt bedre end Kasper Povlsen. William Kvist? Jeg synes, at han er dygtig, men han spiller for meget til siden. Kasper Povlsen er bedre i det fremadrettede spil, fastslår Peter Sørensen.