AGF’er håber på mere spilletid: Jeg vil blive ved med at kæmpe
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

AGF’er håber på mere spilletid: Jeg vil blive ved med at kæmpe

Björn Daniel Sverrisson håber, at han kan se frem til mere spilletid, selv om flere AGF-profiler er på vej tilbage.

Efter et forår, hvor David Nielsen ikke så Björn Daniel Sverrissons vej mange gange, var der ikke mange, som havde forventet, at islændingen havde en fremtid i AGF.

På trods af det var Sverrisson at finde i AGF's startopstilling, da AGF indledte Superligasæsonen mod FC Midtjylland, og han spillede fuld tid i opgøret. Men han skal kæmpe for at holde fast i sin startplads.

Der er nemlig flere af forårets profiler som Tobias Sana, Mustafa Amini og Martin Spelmann, som er på vej tilbage fra skader.

Det er islændingen godt klar over, men selv om konkurrence øges, føler Sverrisson alligevel, at han er kommet tættere på holdet, og han vil blive ved med at kæmpe for spilletid. Det fortæller han til stiften.dk.

- Nu håber jeg selvfølgelig, at jeg kan se frem til mere spilletid, for det er det, der skal til. Når du spiller kampe, bliver du bare mere fit. Jeg ved, at det er dygtige spillere, der er på vej tilbage efter skader, og ryger jeg på bænken på grund af det, er det, hvad det er. Men jeg føler fortsat, at jeg er kommet tættere på holdet, og vil jeg vil blive ved med at kæmpe for spilletid. For jeg har det ret godt lige nu fysisk og mentalt, fortæller han.

Den 28-årige islænding har allerede fået mere spilletid i denne sæson end i foråret, hvor han måtte nøjes med 37 minutter på banen fordelt på tre indhop.