AGF'ere samlede 58.000 ind til syg islænding
Foto: AGF
Superliga

AGF'ere samlede 58.000 ind til syg islænding

Tomas Ingi Tomasson har brug for en operation i USA, og tidligere holdkammerater i AGF har været med til at samle ind, så islændingen kan få foretaget indgrebet.

På bare 48 timer har tidligere holdkammerater i AGF samlet 58.000 kroner ind islandske Tomas Ingi Tomasson.

Islændingen, der spillede i AGF fra 1998 til 2000, er alvorligt syg og skal bruge en livsnødvendig operation. Den operation skal foretages i USA og koster penge, og derfor er der blevet samlet ind til den 49-årige Tomas Ingi Tomasson.

Det er AGF's hjemmeside, der fortæller, at en gruppe af tidligere holdkammerater på AGF's old boys hold havde taget initiativ til en dansk indsamling, der altså formåede at rejse 58.000 på meget kort tid.

I Island er der også blevet samlet ind, og her blev der søndag spillet en velgørenhedskamp, hvor man samlede ind til Tomas Ingi Tomasson.

Ifølge Lars Thomsen, der har stået for den danske del af indsamlingen, er man tæt på at være i mål med at nå målet på en halv million kroner.

- Det har været en rørende opbakning, og Tomas Ingi har bedt mig om at takke alle AGF'ere fra hjertet for den store opbakning og sige tusind tak, siger Lars Thomsen til AGF's hjemmeside.

Tomas Ingi Tomasson spillede 37 Superliga-kampe i AGF på godt to år.