Video : Tipsbladet
Superliga

AGF'ers familie er Midtjylland-fans: Håber, jeg kan lukke munden på dem

Alexander Munksgaard er vokset op i FC Midtjylland-territorium og var selv bolddreng på stadion, da han var barn, så søndagens opgør bliver en særlig lejlighed for den unge AGF'er. Han håber, at han får håneretten mod den del af familien, der holder med FCM.

Alexander Munksgaards far var ude at besøge noget familie i går. De holder med FC Midtjylland, så faderen ville gerne vide, hvem de ville heppe på søndag aften, når FCM besøger AGF, der har Munksgaard på holdet.

- De har et barn på otte år, som er kæmpe FC Midtjylland-fan. ”Hvad så, hvis AGF vinder?” spurgte min far. "Det går lige, for Alexander spiller der," sagde han. ”Og hvad hvis Alexander scorer?” Det var også okay, så jeg håber lidt, jeg scorer, fortæller AGF-backen med et grin.

Han kommer fra Vind, en lille by 34 kilometer nordvest for Herning. Midt i FC Midtjylland-territorium. Alexander Munksgaard flyttede ind til den lokale Superliga-klub i de tidlige teenageår, og han gik hele vejen op gennem ungdomsrækkerne og nåede at spille en rolle i mesterskabet i sidste sæson.

Ligesom drenge fra det midtøstlige Jylland drømmer om at spille for AGF, drømmer drenge fra Vind om at spille for FC Midtjylland.

- Vi var syv spillere ude fra Vind-området og Vildbjerg, der var med til prøvetræning i FC Midtjylland. Det var den klub, man gerne ville spille i. Jeg var selv bolddreng på stadion, da jeg var lille. Selvfølgelig er det den klub, der ligger lokalt, man gerne vil spille for, så det ligger til højrebenet, siger Munksgaard til tipsbladet.dk.

Det er dejlig nemt, når man spiller for den klub, man drømte om som barn, og som ens familie i forvejen holder med. Det bliver mere kompliceret, når man skifter væk og så skal møde selvsamme klub. Det kan Alexander Munksgaard bevidne forud for FC Midtjyllands besøg i Århus på søndag.

- Jeg har fætre og kusiner, som havde fast sæsonkort til Midtjylland, så da jeg skiftede til AGF, var de kede af det. Sådan er det jo. De er 10-12 stykker, som skal over og se kampen. De lejer en bus, triller over til Århus, får noget frokost og hygger sig. Det er lidt sjovt, at hele familien kommer og bakker op. Så håber jeg, at jeg kan lukke munden på dem, der holder med Midtjylland, siger han med endnu et grin.

Så er der også lidt at snakke om til næste familiefødselsdag?

- Lige præcis. Så er det fedest at have håneretten.

"Midtjylland har gjort mig til den spiller, jeg er i dag"
Set i forhold til et helt liv er otte år ikke lang tid, men når man først lige er fyldt 21, udgør det næsten 40 procent. Alexander Munksgaard tilbragte alle sine ungdomsår som FC Midtjylland-spiller, så søndagens kamp er ikke bare en særlig lejlighed på grund af familien. Det er det også for ham selv.

Godt nok mødte han også FCM tre gange med Lyngby Boldklub, men da var han udlejet og skulle tilbage til sin barndomsklub bagefter. Nu står han over for den for første gang, efter han har brudt permanent med den.

- Det er en klub, jeg har været i i otte år, så det bliver mærkeligt at møde alle de gamle igen. Men jeg mødte dem med Lyngby, og da havde jeg en følelse af, at når kampen var fløjtet i gang, var det som en hvilken som helst anden, der skal vindes, siger han. 

- Midtjylland har gjort mig til den fodboldspiller, jeg er i dag. Det skylder jeg en stor tak til Midtjylland for. Men jeg er også 21 og har brug for tillid og at blive sat pris på, og det bliver der gjort i AGF. Selvfølgelig er det specielt at skulle give en krammer til alle dem, jeg har gået op ad i otte år, og jeg var også ude at se dem spille mod AaB, hvor jeg hilste på mange af dem.

- Midtjylland var en god tid for mig, og jeg kan ikke takke nok for, hvad de har gjort for mig. Men jeg er kommet til sted, hvor det var det rigtige tidspunkt at tage nyt skridt i min karriere.

Alexander Munksgaard har endnu ikke prøvet at tabe til FC Midtjylland. Med Lyngby mødte han sit gamle hold tre gange og fik to sejre og én uafgjort.

- Så jeg håber, jeg kan få samme følelse som med Lyngby, da vi slog dem, siger han.