Video : Tipsbladet
Superliga

AGF's 100-kamps jubilar jagter flere landskampe

Mustafa Amini har rundet de 100 kampe i AGF-trøjen, og han håber at gode præstationer i Aarhus kan give flere landskampe på CV'et.

I AGF's hæsblæsende sejr over Vejle fik den australske midtbanespiller Mustafa Amini sin kamp nummer 100 for klubben. Amini kom til klubben fra rivalerne fra Randers tilbage i sommeren 2016. 

Amini er blevet en fast mand på AGF's midtbane, og fine præstationer for aarhusianerne har skaffet Amini flere landskampe for Australien. Han mener da heller ikke, at han er den samme spiller, som da han kom til klubben. 

- Jeg kom til AGF som en ung knægt, men det er jeg ikke længere. Jeg har under min tid i klubben udviklet mig til en bedre og mere stabil spiller. Jeg er blevet mere moden og har også vist mig som en større leder på banen, lyder det fra Mustafa Amini til klubbens hjemmeside.

Amini var senest med Australien til Asian Games i januar, og han håber, at der venter flere landsholdsoplevelser i fremtiden. 

- Jeg håber på, at jeg kan fortsætte med at blive udtaget til landsholdet og herigennem få lov til at spille endnu flere landskampe. Det er i hvert fald et af mine helt store mål for fremtiden, siger Mustafa Amini. 

Amini har spillet fem landskampe for Australien.