Video : Tipsbladet
Superliga

AGF's Jens Stage: Folk giver sig 100 procent

AGF's Jens Stage var træt af AGFs sene nederlag til FC Nordsjælland mandag aften.

AGF var mandag aften en tur i Farum for at krydse klinger med FC Nordsjælland. Det endte med en sejr til nordsjællænderne, da Pierre Kanstrup sent i kampen scorede et selvmål, der sikrede FCN en 1-0 sejr.

AGF-spilleren Jens Stage syntes, at præstationen var til point, så derfor ærgrer det sene nederlag ham. 

- Vi skaber de chancer vi skal, for at komme på tavlen. Og jeg synes måske med lidt held, så havde vi også fået point i dag. Folk de giver sig 100 procent, og jeg synes det er træls, at omstændighederne er sådan, at vi ikke får point i dag, sagde Stage til TV3 Sport efter kampen. 

I anden halvleg var Stage involveret i en kontroversiel situation, hvor Karlo Bartolec sparkede Stage ned i feltet.

- Jeg synes, der var straffespark. Jeg vil ikke brokke mig over, at dommeren ikke dømmer det, men den måde han taler til mig på, det synes jeg ikke er fedt, siger Jens Stage til TV3 Sport.

Stage fortæller videre, at han ikke vil udtale sig mere, da han ikke ønsker karantæne. TV3 Sport havde fat i dommer Michael Johansen, der ikke kan huske at skulle have sagt noget til Jens Stage, der ville hidse ham op.