Agger venter med beslutning om Brøndby-fremtid
Foto: tipsbladet.dk
Superliga

Agger venter med beslutning om Brøndby-fremtid

Brøndby må vente nogle måneder endnu, før Daniel Agger beslutter sig for, om han fortsætter i klubben efter sommer.

31-årige Daniel Agger har kontraktudløb til sommer i Brøndby, og landsholdsanføreren har ikke travlt med at forlænge aftalen.

Her i den første periode af foråret vil Agger se på, om han har lysten, og om kroppen er klar til at tage en tørn mere på Vestegnen.

- Jeg har ikke travlt. De næste måneder skal jeg se, om kroppen er til at fortsætte. Men jeg skal også mærke efter om lysten er til det. Hvis jeg skal fortsætte, er det vigtigt for mig, at jeg stadig kan bidrage med noget, siger Daniel Agger til Ekstra Bladet.

Agger bekræfter desuden, at han har været i dialog med Brøndby, men at man ikke forhandler i øjeblikket.

Midtstopperen ønsker dog ikke at svare på, om han kan se sig selv i en udenlandsk klub igen, inden han stiller støvlerne på hylden. Agger er blandt andet blevet rygtet til italienske Lazio tidligere på vinteren.