Albrechtsen overvejer fremtiden: Skal måske bare spille for sjov
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Albrechtsen overvejer fremtiden: Skal måske bare spille for sjov

AC Horsens-stopperen Martin Albrechtsen er fortsat så plaget af skader, at han måske dropper karrieren på eliteplan til sommer. Senest har han fået et tilbagefald i sin lægskade oven i de vedvarende lyskeproblemer.

Det er snart to måneder, siden Martin Albrechtsen på tipsbladet.dk luftede muligheden for at stoppe karrieren, når hans kontrakt med AC Horsens udløber til sommer. Årsagen var de lyskeproblemer, han har haft i et halvt år, og som er svære at slippe af med. 

Siden da han midtstopperen kun fået 54 minutter i en kampe mod Brøndby IF og har ikke været i Horsens-truppen siden det opgør den 12. marts. Det er dog den forstrækning i læggen, han fik i Brøndby-kampen, der har holdt ham ude.

Tirsdag i sidste uge begyndte han at træne med igen, men skaden sprang op, så nu genoptræner han på ny.

- Jeg kæmper lidt forfra. Jeg regner ikke med, at der går fire uger igen, før jeg kan træne, men jeg spiller heller ikke i den kommende weekend mod Esbjerg. Jeg håber på snart at være med i træning igen, så jeg kan mærke mig frem, siger Albrechtsen til tipsbladet.dk.

- Man er lidt under tidspres, fordi forårssæsonen ikke er så lang. Man skal presse på, men ikke for meget.

37-årige Albrechtsen kunne i går, onsdag, løbe uden problemer, så læggen er i bedring. Derudover har hans lyske haft godt af den hvile, som lægskaden har forårsaget.

Martin Albrechtsen er dog et stykke fra at komme i kamp igen og har kun fået to kampe for Horsens siden vinterskiftet. Det går ham på.

- Det har sgu været frustrerende, det skal jeg ærligt indrømme. Sådan er det jo, men så alligevel ikke. Det er ærgerligt at blive skadet, når man regner med, at man skal ind og bruge noget rutine. Det er faldet lidt til jorden, kan man sige.

- Alle får skader i fodbold; det er bare ærgerligt, at det sker oven i hinanden. Og ekstra ærgerligt, når man kun har et halvt år i klubben, siger han.

Aftalen med Horsens udløber til sommer, og Albrechtsen overvejer som nævnt at stoppe karrieren, da det kan tage flere måneder at komme over lyskeskaden og dermed sætte den 37-årige spiller i en svær situation, når han skal finde en ny klub.

Han er endnu ikke klar til at sige stop for fodbolden, men lyder som en mand, der nærmer sig.

- Jeg er ikke der, hvor jeg lægger støvlerne på hylden. Men jeg er kommet så langt, at jeg tænker, at jeg holder en lang sommerferie og får styr på lysken. Lad os sige, der går to-tre måneder, så kan det være, den er helet så godt, at man kan bevæge sig normalt igen, siger han.

- Man begynder at tænke derhen, hvor man måske skal spille på et plan, hvor det er efter mit hoved. For sjov, eller hvad man kan sige.

Tænker du et farvel til elitefodbold?

- Man skal passe på, hvad man siger. Lad os sige, der kommer en 1. divisionsklub lige i min baghave, så må jeg kigge på det. Jeg lukker ingen døre, men tænker, at det skal være efter mit hoved. Så er det ikke sikkert, det er så højt plan, man kan tillade sig at være med på. Hvis man træner mindre eller whatever. Jeg ved det ikke.