Albrechtsen: Vi hungrer efter en sejr
Polfoto/POULSEN LARS
Superliga

Albrechtsen: Vi hungrer efter en sejr

Martin Albrechtsen vil have oprejsning efter pokalnederlaget til FCK, når AGF gæster Brøndby Stadion på søndag.

Brøndbys forsvarsspiller Martin Albrechtsen indrømmer, at det var et tungt nederlag, da FC København onsdag slog Brøndby ud af pokalturneringen.

Især mener han, at nederlaget var hårdt for fansene, som han roser for deres opbakning til holdet.

- Det er fantastisk, at de kamp efter kamp kan blive ved. Det er også en bitter pille for dem at sluge i med nederlaget til FC København og den missede finale. De har nok hængt lidt med hovederne, lige som vi gjorde i går, men nu ser vi fremad, og det håber jeg også, fansene gør, så de kan give os den opbakning, vi har brug for på søndag i jagten efter tre vigtige point, siger han til Brondby.com.

Efter nederlaget i pokalturneringen har Brøndby meldt ud, at målet er at spille sig i top tre i Superligaen.

- Vi fokuserer på ligaen igen. Vi har brug for tre point for at få lidt oprejsning, og de skal komme på søndag – både for humøret, pointmæssigt og for fansenes skyld. 

- Vi ligger stadig godt til, så det er op til os selv, hvad vi vil, og vi vil give alt for at få den sejr, vi alle sammen hungrer efter, siger Albrechtsen videre.