Aldo: Derfor er Frank ny Brøndby-træner
Illustration
Superliga

Aldo: Derfor er Frank ny Brøndby-træner

Den nyudnævnte bestyrelsesformand i Brøndby fortæller, at Thomas Frank er hentet ind som en del af en endnu større talentsatsning.

Der er sket ting og sager i Brøndby i dag. En ny bestyrelse er valgt, Auri Skarbalius og Ole Bjur er fortid og Thomas Frank er hentet ind som ny træner.

At valget netop er faldet på den nu forhenværende U19-landstræner skyldes netop Thomas Franks fortid. En fortid, der altid har handlet om talentudvikling først på klubplan - siden i DBU-regi.

- Vi har valgt at ændre på sammensætningen, fordi vi i dag har vedtaget en strategi om, hvad vi skal satse på som det fremtidige forretningsgrundlag. Der er talentudvikling meget vigtigt. Derfor har vi ansat Thomas Frank, som vi anser som en af de fremmeste kapaciteter på talentudvikling i Danmark, siger bestyrelsesformand Aldo Petersen til TV 2 News.

Den nye bestyrelsesformand giver også et par roser til det afgående sportslige chefteam, men lægger vægt på vigtigheden i Thomas Franks fine arbejde med de talentfulde U19-landsholdsdrenge.

- Vi skal på ingen måde underkende det arbejde, som Auri og Ole lavede. Vi føler, at Auri og Ole har været med til at skabe et meget stærkt ungdomsfundament, som vi nu vil have Thomas Frank til at bygge videre på. Han har et stort overblik over talent-Danmark. Han har bevist, at han kan udvikle talenter og gøre dem meget bedre, siger Aldo Petersen til TV 2 News.