Video : Tipsbladet
Superliga

Alexander Zorniger: Nørgaard-afløser bliver ikke dansk

Christian Nørgaards afløser i Brøndby IF bliver ikke en landsmand. Det fastslår Alexander Zorniger.

Hvem skal afløse Christian Nørgaard?

Det er lige nu det altoverskyggende spørgsmål på den københavnske Vestegn, efter at den 24-årige midtbanespiller i sidste uge blev solgt til Serie A-klubben Fiorentina. Hjörtur Hermannsson vikarierede på 6'er positionen fra start af gårsdagens opgør mod Vejle, men han blev allerede hevet ud i pausen, og Brøndby har ikke lagt skjul på, at man er på udkig efter en ny mand.

Alexander Zorniger fastslår, at klubben endnu ikke har linet en afløser op, men han tør næsten godt garantere, at Christian Nørgaards afløser i Brøndby IF ikke har et dansk pas.

- Der er ikke nogle danske spillere i ligaen, som er tilgængelige for os. Jeg ville elske at spille med 11 danske spillere, for det er en dansk klub, og jeg ved, at folk kigger på, at vi har mange tyske spillere, men det betyder ikke noget, om spilleren er fra Tyskland, Kroatien eller Østrig, siger Alexander Zorniger til Onside på 3+ og tilføjer:

- Jeg ville elske at have flere (danske, red.) spillere, men der er ikke nogle, der uddanner dem, som vi gerne vil have dem. Der findes mange fantastiske danske spillere, men de har andre kvaliteter. Nogle gange har de ikke den mentalitet, jeg søger lige nu. 

- Man så det med Christian Nørgaard. Han trak sig aldrig, bare fordi han kunne se, det ville blive vanskeligt. Han gemte sig aldrig. 

Brøndbys første kamp uden Christian Nørgaard endte 1-1 mod Vejle Boldklub.