Video : Tipsbladet
Superliga

Alpha med officiel udmelding: Ingen har truet Zorniger

Brøndby-fangrupperingen Alpha tager for første gang bladet fra munden siden episoden med Zorniger i Vejle.

Alexander Zorniger var efter Brøndbys 1-0-sejr i Vejle søndag aften i ophedet diskussion med en gruppe Brøndby-fans for rullende kameraer. Det var fangruppen Alpha, der var utilfredse med træneren. Efterfølgende har de været diskuteret i medierne, og nu giver de så svar på tiltale.

I et længere statement på fangrupperingens hjemmeside skriver de blandt andet, at det ikke er sandt, at cheftræneren er blevet truet, ligesom ingen er blevet hverken truet eller tæsket for at hylde Zorninger, som det har lydt.

Den tumult, der opstod på tribunen, skyldes ifølge Alpha, at flere af medlemmerne fik kastet fyldte ølkrus mod sig, mens de diskuterede med Brøndby-træneren.

Utilfredsheden med den tyske træner er ikke nødvendigvis et resultat af resultaterne, som ikke har været prangende, men det bunder i nogle af de kritiske udtalelser, Zorniger kom med i kølvandet på Hobro-kampen, hvor alle de startende elleve var udlændinge.

Alpha mener, at kritikken, om det er begrundet eller ej, ikke hører hjemme i offentligheden, men i stedet bør det diskuteres internt, hvad klubben kan gøre for at forbedre talentarbejdet. For Alpha var det et brud på de værdier, som Brøndby står for.

I indlægget beklager Alpha samtidig deres egen måde at håndtere situationen på, som de tilskriver de mange følelser, der pludselig fik frit løb.

Slutteligt understreger de, at der skal være plads til forskellige meninger og opfordrer til, at de forskellige grupperinger ikke modarbejder hinanden, men i stedet hjælpe hinanden med at støtte klubben.