Video : Tipsbladet
Superliga

Alt om AGF: Der er grund til optimisme i Aarhus

Tipsbladet.dk ser frem mod sæsonstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold. Denne gang AGF.

Tipsbladet.dk ser frem mod sæsonstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold.

Denne gang AGF.

Transfers:
Ind: Sebastian Hausner (egne rækker), Daniel Thøgersen (egne rækker), Pierre Kanstrup (SønderjyskE), Jakob Ankersen (Zulte Waregem), Frederik Møller (AC Horsens), Adama Guira (Lens), Tobias Sana (Malmö FF)

Ud: Stephan Petersen (Silkeborg IF), Christopher Ikonomidis (Lazio, lejeaftale udløber), Oskar Buur (kontraktudløb), Thomas Juel-Nielsen (Maccabi Netanya FC), Danny Olsen (kontraktudløb), Elmar Bjarnason (kontraktudløb), Emil Christensen (kontraktudløb), Thomas Hagelskjær (Vejle BK)

Træningskampe:
AGF - IF Midtdjurs 8-0
AGF - Brabrand IF 7-1
AGF - Hobro IK 1-1
AGF - Silkeborg IF 2-0

Bud på idealopstilling (4-1-4-1): Jovanovic – Mikanovic, Kanstrup, Backman, Møller – Sverrisson – Sana, Spelmann, Amini, Ankersen – ”Duncan”

Placering i seneste sæson: Nummer 11

Status:
Ifølge fordommen om AGF tror de altid selv, at den næste storhedstid venter lige rundt om hjørnet, men denne sommer har århusianerne noget at have optimismen i. AGF har således allerede inden sæsonstarten hentet fem spillere, som enten går direkte ind i startopstillingen eller kandiderer alvorligt til det. Klubben har gjort, som den lovede: hentet spillere, der går ind i toppen af det sportslige hierarki, og det er dem, der skal være med til at løfte holdet op i den top 6, som om målsætningen for sæsonen. Sportschef Peter "PC" Christiansen har ikke afvist, at der kommer flere spillere til, og endnu en angriber kunne godt være et bud på en kommende tilgang, men selv uden ser AGF' transfervindue - i hvert fald i teorien - stærkt ud.

Styrker:
Især efter tilgangen af de fem nye spillere er holdet ved at være godt besat i toppen af hierarkiet, hvor de de nye folk som Kanstrup, Ankersen og Sana samt anfører Morten ”Duncan” Rasmussen må være nogle af de mest fremtrædende. Dermed er topniveauet hos de bærende kræfter ved at være på plads, hvilket lignede en klar prioritet for trænerteamet og sportschef Peter Christiansen før transfervinduet. Derudover fandt holdet melodien mod slutningen af sidste sæson, så hvis det kan bygge videre på det, er top 6 inden for rækkevidde.

Svagheder:
De fleste pladser er ganske godt besat, både hvad angår førstevalg og reserver. Hvis der er ét sted, hvor AGF ser tynde ud, er det på toppen. Vi så i sidste sæson, at hvis Morten "Duncan" Rasmussen bliver skadet, står Kasper Junker med meget af ansvaret i angrebet for sig selv. Junker er en udmærket spiller og var med Danmark til U21-EM, men det er et stort ansvar at bære alene, hvis aldrende "Duncan" går i stykker. Især hvis holdet går over en 4-4-2, som det har gjort i dele af sæsonopstarten.

Han bliver vigtig:
Det er altid nemt at pege på topscoreren, men få Superliga-bombere er vigtigere for deres hold end Morten ”Duncan” Rasmussen, der tilmed er anfører i AGF. Særlig i slutningen af sidste sæson trådte han i karakter med 10 mål i sine 11 sidste kampe. Dermed var han afgørende for den gode form, som holdet sluttede af med, og som reddede det fra nedrykning. AGF har brug for mere af den slags i den kommende sæson.

Hold øje med:
Han fik allerede et lille gennembrud i sidste sæson, da han på en uvant venstre back blev en del af den defensiv, der sluttede så solidt af. Jens Stage er alsidig som få, og hvis han ellers kan finde en plads, hvor han kan få spilletid, kan den kommende sæson blive endnu bedre for den unge Aarhus-dreng. Han skal dog gøre op med sig selv, om han vil være altmuligmand resten af karrieren, eller om han vil satse på en bestemt position. Konkurrenfcen er nu blevet stor på venstre back, hvor han er i hård konkurrence med Frederik Møller og måske Jesper Juelsgård, der dog primært skal ind i midterforsvaret.

Spørgsmålstegnet:
Er stabilitetens time endelig kommet? Det er noget, som Glen Riddersholm har higet efter hele sin tid i AGF, men som endnu ikke er lykkes at opnå i mange kampe ad gangen: Kontinuitet, hvad angår de spillere, der starter på banen, og i forlængelse deraf i præstationerne. Det begyndte at ligne noget i slutningen af sidste sæson, men det var trods alt udelukkende mod andre bundhold.

Bud på placering i grundspillet:
6-10

Sæsonpremiere:
AGF – AC Horsens, fredag den 14. juli klokken 18.00

Statistik fra sæsonen 2016/2017: