Alt om Brøndby IF: Tre danskere er blevet til tre udlændinge
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Alt om Brøndby IF: Tre danskere er blevet til tre udlændinge

Tipsbladet.dk ser frem mod forårsstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold. Denne gang Brøndby IF.

Superligaen er lige om hjørnet, og tipsbladet.dk sætter i denne serie fokus på hver enkelt Superliga-klub og ser frem mod forårets udfordringer.

Denne gang Brøndby IF

Vintertransfers:
Ind
: Paulus Arajuuri (Lech Poznan), Adam Larsen Kwarasey (Rosenborg BK), Kevin Mensah (Esbjerg fB), Gregor Sikosek (FC Koper), Zsolt Kalmár (leje, RB Leipzig)

Ud: Elbasan Rashani (Rosenborg), Daniel Stückler (HB Køge), Suk-Young Yun (kontraktudløb), Ariel Nunez (kontrakt ophævet), Mads Juel Andersen (HB Køge, lejeaftale), Martin Albrechtsen (AC Horsens), Mads Toppel (karrierestop), Christian 'Greko' Jakobsen (SønderjyskE), Jacob Pryts (leje, Næstved), Marcos Urena (San Jose Earthquakes), Andrew Hjulsager (Celta Vigo)

Træningskampe:
Brøndby IF - Roskilde KFUM 7-0
Brøndby IF - Hvidovre 3-0
Brøndby IF - FC Roskilde 1-0
Brøndby IF - Jeonbuk 4-2 
Brøndby IF - IFK Göteborg 2-2

Bud på idealopstilling (4-3-1-2): Rønnow - Larsson, Hermannsson, Röcker, Sikosek - Kalmár, Nørgaard, Phiri - Mukhtar - Pukki, Wilczek

Placering før foråret: Nummer to med 42 point.

Status:
Brøndby IF fik styrket venstrebacken i det overståede transfervindue, og det var vigtigt for Alexander Zorniger, der længe har ønsket sig konkurrence på postionen. Klubben har sagt farvel til blandt andre Andrew Hjulsager, Martin Albrechtsen og Christian 'Greko' Jakobsen, mens venstre back Sikosek har fået følgeskab af blandt andre Zsolt Kalmár og Paulus Arajuuri i Brøndy. Før foråret står klubben i en gunstig situation med hele 10 point ned til FC Midtjylland og Randers FC, mens der er 11 point op til FCK.

Styrker:
Brøndby-stilen og det markante presspil var en stor styrke i efteråret, og det må man forvente, at det bliver igen i foråret. Træner Alexander Zorniger har fået en lang opstart med spillerne, og det kommer formentlig til at give pote for Brøndby-holdet, hvor man nok ikke skal være i tvivl om, at spillerne er i god form. Angrebet er også en markant styrke, hvor Teemu Pukki og Kamil Wilczek i efteråret scorede masser af mål.

Svagheder:
Andrew Hjulsager, Martin Albrechtsen og Christian 'Greko' Jakobsen er blevet til Zsolt Kalmár, Gregor Sikosek og Paulus Arajuuri. Sådan lidt groft sagt. Brøndby har sagt farvel til rutine og kultur og har i stedet hentet udenlandske spillere til holdet, lige på nær Kevin Mensah. Hvilken betydning får det for Brøndby og for holdet? Selv om der er lederegenskaber i spillere som Johan Larsson og Benedikt Röcker, kan det godt give startvanskeligheder.

Lad være at gøre det igen:
Tre gange i efteråret oplevede Brøndby IF at være foran med to scoringer og alligevel ikke vinde. Først hjemme mod AC Horsens, hvor det endte 2-2. Så ude mod FC Midtjylland, hvor Brøndby var foran 3-1 og måtte nøjes med 3-3. Så hjemme mod Randers FC, hvor det endte 2-2. Det er selvsagt noget, klubben skal have styr på, for regner man pointene sammen, kunne BIF have været noget tættere på FCK.

Han bliver vigtig:
Christian Nørgaard har gjort det fremragende i denne sæson, og hans rolle bliver om noget endnu vigtigere i foråret, hvor han som en af de bærende spillere, der kender klub, liga og den danske kultur skal gå forrest for Brøndby, som han gjorde det i efteråret. Nørgaard har fået en ny kontrakt, og han kan derfor udelukkende fokusere på at præstere på banen.

Hold øje med:
Lebogang Phiri. Hvilken betydning får det for sydafrikanerens spil, at han har kontraktudløb til sommer, og ifølge agent Søren Lerby ikke har i sinde at forlænge sin aftale med Brøndby? Kan Alexander Zorniger finde på at spille en anden mand ind i stedet for den sydafrikanske landsholdsspiller?

Spørgsmålstegnet:
Kan Brøndbys krævende spillestil holde en hel sæson, eller kommer man til at se et hold, der kommer til at tabe flere point mod slutningen af sæsonen, fordi der ganske enkelt er trætte ben i klubben?

Nøglen til succes:
Hvis Brøndby kan fortsætte med at presse modstanderne til at lave fejl, så venter der et fint forår på Vestegnen, hvor det ender med medaljer igen. Modstanderne i Superligaen er dog blevet bedre til at lure BIF-stilen, så derfor skal Brøndbys spil også sidde der 100 procent, hvis det i nogle kampe skal blive til tre point i stedet for det ene. Og så skal de nye spillere køres ind, hvor det især bliver interessant at se, hvordan kabalen løser sig. Frederik Holst vil også gerne i startopstillingen og har været det i nogle testkampe.

Vidste du, at...
Brøndby IF har stadig ikke prøvet at vinde en kamp, hvor holdet har været bagud, hvorfor holdet har haft behov for at komme godt fra land for at få sejrene.

Bud på placering:
2-3

Forårspremiere:
FC København - Brøndby IF, søndag den 19. februar klokken 13.30.

Statistik: