Alt om Esbjerg fB: Nyindkøb, nerver og nedrykningskamp
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Alt om Esbjerg fB: Nyindkøb, nerver og nedrykningskamp

Tipsbladet.dk ser frem mod forårsstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold. Denne gang Esbjerg fB.

Superligaen er lige om hjørnet, og tipsbladet.dk sætter i denne serie fokus på hver enkelt Superliga-klub og ser frem mod forårets udfordringer.

Denne gang Esbjerg fB

Vintertransfers:
Ind:
Konstantin Tsimikas (Olympiakos FC, leje), Otar Kakabadze (Gimnastic de Tarragona, leje), Georgios Katsikas (FC Twente), Budu Zivzivadze (FC Samtredia), Emmanuel Oti Essigba (SC Braga, lejeaftale)

Ud: Daniel Stenderup (kontrakt ophævet), Leon Jessen (kontrakt ophævet), Bjørn Paulsen (Hammarby IF), Ryan Johnson Laursen (OB), Casper Nielsen (OB), Kevin Mensah (Brøndby IF)

Træningskampe:
Esbjerg fB - AC Horsens 2-1
Esbjerg fB - FC Fredericia 2-1
Esbjerg fB - FC Nordsjælland 1-1
Esbjerg fB - FC Basel 0-1
Esbjerg fB - Vejle BK 4-2
Esbjerg fB - CSKA Moskva 0-0

Bud på idealopstilling (4-2-3-1): Jensen - Kakabadze, Nordvik, Katsikas, Lauridsen - Pálsson, Jørgensen - Mabil, Kristensen, Essigba - Söder

Placering før foråret: Nummer 12 med 19 point.

Status:
Januars transfervindue var et aktivt et for EfB, der afgav seks spillere, heraf markante navne som Bjørn Paulsen, Casper Nielsen og Ryan Johnsson Laursen, og hentede fem nye til klubben. Det er sjældent noget sundhedstegn at skifte så stort ud i truppen, og som sportsdirektør Ted van Leeuwen selv har sagt til tipsbladet.dk, er ændringerne et forsøg på at ændre på den aktuelle bundplacering. Esbjerg kan stå med to-tre nye spillere i forsvaret, alt efter hvor mange af indkøbene der starter, og et par af de nye i offensiven. Erfarne Jesper Jørgensen sidder ude i den første måned af foråret.

Styrker:
Der lader til at være en fornyet tro på tingene i Esbjerg. Fra alle kanter i klubben tales der om langt bedre stemning i truppen og en fornyet kultur, og holdet sluttede efteråret godt af. Hvis de kan tro på, at det værste ligger bag dem, kan det være en stærk motivation for foråret. At denne luftige udlægning skal fremhæves som EfB's styrke, siger selvfølgelig også noget om et hold, hvor de stærke sider ikke har stået i kø for at komme til udtryk på banen.

Svagheder:
Forsvaret. EfB lukkede 42 mål ind i foråret, det var præcis to i gennemsnit per kamp, og det var dårligst af alle i Superligaen. Defensiven har været et notorisk problem for vestjyderne, der i sidste sæson kun blev undergået af nedrykkerne Hobro IK. Det skal de tre nye forsvarsspillere være med til at rette op på.

Lad være at gøre det igen:
I efteråret havde EfB for mange kampe, hvor de faldt sammen. Fem gange tabte de med tre eller flere mål, og det er ikke blot en medvirkende årsag til ligaens dårligste målscore; det er også skadeligt for moralen. Og i forårets nedrykningsspil bliver netop moral og nerver afgørende.

Han bliver vigtig:
Når der kom noget fra Esbjerg offensiv i efteråret, var det ofte med Awer Mabil som ophavsmand. Australieren kan skabe noget på egen hånd, sætte sine medspillere op og score mål. Han har også scoret to gange i opstarten, og hvis forsvaret bliver ved med at lukke mål ind, får holdet brug for dygtige folk i offensiven.

Hold øje med:
I Mathias Kristensen nåede at blive næsten-fast mand i slutningen efteråret, og hvis cheftræner Lars "Lungi" Sørensen holder fast i den 4-2-3-1-formation, han har testet i træningskampene, kan Kristensen komme endnu bedre til sin ret længere fremme på banen. Den 19-årige vestjyde anses som et stort talent i Esbjerg og har tidligere været til prøvetræning i Manchester United.

Spørgsmålstegnet:
Der er ikke ét, men fem. Alle ovennævnte indkøb/lejede spillere er komplet ukendte i dansk fodbold, og selv om Esbjerg mener at have scoutet dem tilstrækkeligt, må det stadig betegnes som et åbent spørgsmål, om de kan vænne sig så hurtigt til et nyt land, nyt hold og ny liga, at de kan være med til at klare klubben fri fra nedrykning.

Nøglen til succes:
Det er selvfølgelig vigtigt at få sat skik på defensiven, der aktuelt er ligaens dårligste, men det, der kommer til at afgøre nedrykningsspillet, handler formentlig om noget andet: det mentale. For der kommer til at hvile et tungt pres på alle holdene i den tunge ende af tabellen, og det gælder ikke mindst Esbjerg, der vil blive hårdt ramt af den anden nedrykning på seks år. Den nye stryktur skal gøre kampen mod nedrykning mere spændende for os, der ser på, og det betyder også mere stress for de involverede.

Vidste du, at...
Det er ikke kun defensiven, den er gal med i Esbjerg. Også offensivt halter det. Kun OB har scoret færre mål, og ingen har haft færre afslutninger end EfB's 224 i efteråret. Også havde angår skud inden for rammen, er holdet lavt placeret som nummer 13.

Bud på placering:
10-14

Forårspremiere:
Esbjerg fB - SønderjyskE, fredag den 17. februar klokken 20.15.

Statistik: