Alt om Randers FC: Topscorer-stafetten gives videre
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Alt om Randers FC: Topscorer-stafetten gives videre

Tipsbladet.dk ser frem mod forårsstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold. Denne gang Randers FC.

Tipsbladet.dk ser frem mod forårsstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold.

Denne gang Randers FC:

Vintertransfers:
Ind: Lucas Haren (HIK), Marcus Mølvadgaard (egne rækker), Nikola Djurdjic (Partizan), Sam Lundholm (NEC Nijmegen, lejeaftale)

Ud: Edgar Babayan (Hobro IK, lejeaftale), Marko Mitrovic (SønderjyskE), Mikael Ishak (Nürnberg), Mandla Masango (SuperSport United, lejeaftale) 

Træningskampe:
Randers FC-AC Horsens 1-1
Randers FC-Viborg FF 0-0
Randers FC-Vendsyssel FF 2-3
Randers FC-Bohemians Prag 2-0

Bud på idealopstilling: (4-4-2): Halldorsson - Thomsen, Fenger, Agesen, Marxen - Fisker, Poulsen, Allansson, Lundholm - Lundberg, Pourié.

Placering før foråret: Nummer fire med 32 point.

Status:
Efter en masse turbulens i sidste sæson er det som om, at der er kommet ro på bagsmækken i Kronjylland, hvor man tilmed også er lykkedes med at komme af med Mandla Masango. Randers har præsteret over de flestes forventning i denne sæson og indtager en flot fjerdeplads ved vinteropholdet. Det ligner et forår med mesterskabsslutspil for kronjyderne, der stille og roligt skal bygge på et godt efterår.

Styrker:
Randers FC har i denne sæson været utrolig dygtige til at vinde de tætte kampe, og det har været en af holdets helt store styrker. Derfor er det også muligt at ligge nummer fire, selv om klubben har en beskeden plus-målscore på to. De mange smalle sejre vidner om en god moral i klubben, og så har det været en stor styrke, at så mange forskellige spillere ofte har budt sig til i forhold til at score mål.

Svagheder:
Randers FC har været udfordret på venstrekanten, og umiddelbart ligner det kronjydernes akilleshæl. Randers har i transfervinduet gjort noget ved problemet og hentet svenske Sam Lundholm, og han skal naturligvis have lov til at bevise sit værd, inden der fældes dom, men der er tale om en spiller, som næsten ikke har spillet for NEC Nijmegen, og kronjyderne har da også kun lejet ham for resten af sæsonen. Ligner en lottokupon.

Lad være med at gøre det igen:
Randers FC tabte de sidste fire kampe i efteråret, så der har været nogle ting at arbejde med for cheftræner Olafur Kristjansson henover vinteren. Forhåbentlig er "Hestene" hurtigere ude af startblokken i foråret, end de kom i mål i efteråret. 

Han bliver vigtig:
Det er tit sådan, at når Kasper Fisker spiller godt, så vinder Randers FC. Derfor er han også et oplagt valg som kronjydernes vigtigste spiller, og hans betydning for holdet kan absolut ikke undervurderes. Derfor skal han stå knivskarpt, hvis Randers skal have et godt forår. 

Hold øje med:
Marcus Mølvadgaard skal stadig lægge på sit spil, man han tager store skridt i den rigtige retning, og han har blandt andet vist sin målnæse for Randers i testkampene op til foråret. 

Spørgsmålstegnet:
Mikael Ishak er aktuelt topscorer for Randers FC, og han har været klubbens topscorer de seneste to sæsoner. Nu er han væk, og det skal blive meget spændende at se, hvor stor betydning det får for kronjyderne. Randers FC har været forberedte på salget, og med spillere som Viktor Lundberg, Marvin Pourié, Nikola Djurdjic og Mayron George kan klubben mønstre en god angrebsbesætning, men det vil unægtelig være en svækkelse, at den notoriske topscorer er væk.

Vidste du, at..:
Blot to Randers-spillere var på banen i samtlige 21 Superliga-kampe for Randers FC i efteråret. Profilen Kasper Fisker og den evigt unge Duracell-kanin Johnny Thomsen.

Bud på placering:
4-6

Forårspremiere: 
OB - Randers FC, mandag den 20. februar klokken 19.00

Statistik: