Amankwaa: Vil hjælpe holdet til top seks
Foto: Getty Images
Superliga

Amankwaa: Vil hjælpe holdet til top seks

SønderjyskE's nyindkøb håber på, at han kan sikre klubben en plads blandt de seks øverste i tabellen.

Det var lidt af en overraskelse, da Superliga-klubben SønderjyskE præsenterede den tidligere FCK-spiller Danny Amankwaa som ny mand i Haderslev-klubben.

Nu har kantspilleren et år til at vise sig frem i SønderjyskE efter et ophold i Skotland og Heart of Midlothian, der aldrig blev den store succes.

Og Amankwaa glæder sig til at komme i gang i SønderjyskE og få nogle kampe under bæltet igen.

- Jeg glæder mig til at se mine nye holdkammerater at kende, lære dem alle at kende og forhåbentligt få succes, siger Danny Amankwaa i et tv-interview med SønderjyskEs hjemmmeside.

Danny Amankwaa fortæller, at han faktisk scorede sit første seniormål mod SønderjyskE i en pokalkamp for FCK, og nu håber han på, at han kan sikre Glen Riddersholms mandskab nogle sejre og nogle gode resultater.

- Jeg kender SønderjyskE, for jeg har jo spillet mod dem et par gange, men det handler om, at jeg skal gøre det så godt, jeg kan og hjælpe holdet til top seks, siger Danny Amankwaa.

Kantspilleren forlod FC København for et år siden og skiftede til Heart of Midlothian, men han havde svært ved at bide sig fast på holdet og får nu altså chancen i Superligaen hos SønderjyskE.

Amankwaa har kampe for alle Danmarks ungdomslandshold.