Video : Tipsbladet
Superliga

Andersen efter HSV-nederlag: Meget tilfreds med de første 70 minutter

FC Midtjylland-træneren stiller sig tilfreds med de første 70 minutter af 5-3-nederlaget til HSV.

FC Midtjylland spillede onsdag eftermiddag forårets anden træningskamp, da de spillede hele tre halvlege i en testkamp mod tyske HSV. Her kom de forsvarende danske mestre godt fra start, men måtte i sidste ende se sig slået med cifrene 5-3.

Det var ellers det danske mandskab, der først bragte sig foran, og efter mere end en times spil stod det lige, da begge mandskaber havde scoret to mål.

Midtjydernes cheftræner, Kenneth Andersen, stiller sig derfor også tilfreds med, hvordan de gjorde det i den første halvdel af opgøret, som varede hele 135 minutter.

- Det var en rigtig fin test mod en stærk modstander, som topper 2. Bundesliga og har sæsonstart om en uge. Vi er meget tilfredse med de første 70 minutter, hvor vi var gode på bolden og satte vores pres rigtigt, fortæller Andersen til fcm.dk.

Efter de første 70 minutter skiftede FC Midtjylland 10 af 11 spillere, og det bar spillet efterfølgende præg af, mener Andersen.   

- Vores sidste 65 minutter er vi ikke tilfredse med. Vi laver en masse udskiftninger og det gør kampen rodet. Det er tydeligt, at der mangler lidt relationer på banen og vi har svært ved at holde i bolden. Drengene skal dog have ros for at slutte godt af. Særligt i de sidste 20 minutter er vi dominerende, fortæller Kenneth Andersen.

Nu går turen til Dubai for FC Midtjylland, hvor de skal møde kasakhiske FC Astana og kinesiske Shanghai SIPG i to testkampe.