Superliga-foråret står på spring, men hvor klar er klubberne, og hvem ender som vindere og tabere, når regnskabet gøres op i starten af juni? Vi lader de 12 Superliga-anførere komme med et bud.
Her er det Hans Henrik Andreasen, der er anfører for Esbjerg fB.
Hvad har der været fokus på hos Esbjerg fB i forberedelserne i foråret?
- Vi har øvet os på vores spil både med og uden bold, og jeg tror, at når folk ser os spille i foråret, så kan de se, hvad der er sket. Vi har rykket os meget. Både fysisk, taktisk, men også mentalt. Vi ser frem til at få en god start i Superligaen, og det kan blive meget vigtigt for os.
- Hvis vi kan hente fire-fem-seks point i de første par kampe, kan vi begynde at kigge opad i Superligaen, der er meget tæt, og det vil give os et godt rygstød frem mod resten af foråret.
Mange mål har forladt jer i form af Jakob Ankersen og Martin Pusic, der samlet set scorede 14 mål i efteråret. Hvor skal de komme fra nu?
- Det er bestemt en tanke, jeg har gjort mig. Men vi har folk, der kan træde til. Mohammed Fellah ligner en mand, der er klar til at levere godt nu, og der er også flere spillere, som skal frem. Det er naturligt i en fodboldklub med udskiftning, og de unge skal også have mere ansvar.
Hvem vinder guld, sølv og bronze?
- Det første giver lidt sig selv. Jeg tror helt klart på, at FC Midtjylland tager guldmedaljerne, mens FC København tager sig af andenpladsen.
- Meget afhænger af, hvordan starten bliver for holdene. Hvis FC Midtjylland får seks-syv point ud af de første tre kampe, ser det godt ud for dem, og hvis de får ni point ud af de første kampe, så tror jeg, at FC Midtjylland er helt sikre på guldet. De har også set overbevisende ud i mange kampe i efteråret, og så har de forstærket sig. Blandt andet ved at tage vores topscorer, som har gjort det godt for os. Han bliver helt sikkert også en god mand for FC Midtjylland.
- Jeg hælder mest til Randers FC på tredjepladsen. De har et godt hold med mange rutinerede spillere, der har spillet sammen i flere år. De har en fornuftig stamme og virker stærke, så derfor tror jeg på dem. Brøndby er nok den nærmeste konkurrent, der kan true Randers FC. Det kan sagtens blive en duel mellem de to mandskaber om bronzen.
Hvem rykker ned sammen med Silkeborg IF?
- Silkeborg giver lidt sig selv. De kan ikke klare at blive oppe, og det har de vel også nærmest selv meldt ud. FC Vestsjælland har ikke været så stærke i kampene mod os, så de er bestemt også en kandidat. Jeg ser ikke SønderjyskE som nedrykningstruede. De er stærke og ved, hvad der skal til. OB tror jeg heller ikke på. Ove Pedersen er en god træner, der er garant for god fight.
- Hobro var efterårets overraskelse, men de er også en kandidat til at rykke ned. Efter min mening har de ikke et hold fyldt med Superliga-spillere, men de er kommet forstærket ud af transfervinduet med de to nye Mikkel'er i Beckmann og Thygesen.
Hvem bliver forårets profil hos Esbjerg fB?
- Jeg vil gerne nævne Fellah igen. Han ser ud til at have sluppet skaderne for alvor, og han er kommet godt i gang med et par mål i træningskampene. Han kunne godt gå hen og blive en profil for os.
- Der er også unge spillere som Casper Nielsen og Ryan (Laursen, red.). Ryan var også med i efteråret, men jeg tror stadig, at der er mere i vente fra ham, og Casper Nielsen er en spiller, der står klar til at træde til. Han er også en god kandidat til et gennembrud.
Hvem bliver topscorer i Superligaen?
- Hvis Martin Pusic bliver spillet rigtigt, kunne det godt blive ham. Jeg tror ikke, at Mads Hvilsom kan ikke blive ved. Pusic har været en meget skarp mand for os - han er god i både hoved og fødderne, og nu skal han spille på et hold, der skaber mange chancer.
Hvor slutter Esbjerg fB?
- Vi vil selvfølgelig gerne slutte så højt oppe som muligt. Vi har fokus på en god start, og så er målsætningen top seks.
Hvad har du set fra de nye ansigter i truppen?
- Daniel (Larsson, red.) er lynhurtig. Det har han vist i træningen og ved de sprinttests, der har været, så han kan godt gøre et godt indtryk. Målene skal nok komme, når han er faldet til, så han kan blive en vigtig brik for os i foråret.
- Erik Friberg er også en dygtig spiller, der har prøvet en del. Han kommer fra Serie A og ved, hvad det handler om, så han kan også blive et godt bekendtskab.
Esbjerg fB åbner forårssæsonen med en udekamp mod Silkeborg IF på lørdag klokken 17.00.