Sébastien Haller rækker ud efter topscorertitlen i den nye Champions League-sæson.
Onsdag aften var Ajax-angriberen på pletten med hele fire kasser, da den hollandske klub smadrede Sporting Lissabon med 5-1.
Hollænderne, som havde Mohamed Daramy på bænken, lægger sig med sejren i spidsen af gruppe C, hvor Dortmund tidligere på aftenen slog Besiktas med 2-1.
Sébastien Haller, der er fransk født, men spiller for Elfenbenskysten, stemplede ind i opgøret allerede i andet minut. Han var godt placeret, da en bold ramte stolpen og dansede ud i feltet, og med hovedet stangede han den i mål.
Syv minutter senere var den pivfarlige angriber på spil igen. Efter et flot forarbejde fra brasilianske Antony gled Haller ind i bolden lige foran mål og skovlede Ajax på 2-0.
Paulinho reducerede for Sporting, inden Steven Berghuis bragte Ajax på pauseføringen 3-1.
Ajax var dermed på vej mod sejren, men Sébastien Haller var ikke færdig. Efter 51 minutter var Antony igen i oplæggerens rolle, da han drejede et fladt indlæg ind til ivorianeren, der igen let kunne score i halvtomt mål.
Med 27 minutter tilbage af opgøret slog Haller det allersidste søm i Sporting-kisten, og han topper nu topscorerlisten i den fornemme europæiske klubturnering.
Også i den hollandske liga er Haller kommet godt fra land. Han har således scoret fire kasser i fire kampe.
Mohamed Daramy kom aldrig på banen.
/ritzau/