Video : Tipsbladet
Superliga

Ankersen vender tilbage til Vejle: Det bliver selvfølgelig lidt sjovt

Peter Ankersen har tidligere været på kontrakt i Vejle Boldklub, og søndag møder han sin tidligere arbejdsgiver.

Højre back Peter Ankersen er lige vendt tilbage fra to landskampe med Danmark, men selv hvis der er en smule træthed efter rejser, træninger og kampe med landsholdet, kommer motivationen ikke til at fejle noget på søndag.

Her gæster FC København Vejle, og det er for Peter Ankersen, 28 år, et besøg i en by og klub, han kender særdeles godt.

Fra 2010 til 2012 var forsvarsspilleren en del af Vejle Boldklub.

- Det bliver selvfølgelig lidt sjovt at besøge Vejle igen, men det er trods alt længe siden jeg spillede i klubben, og der er løbet meget vand gennem åen siden dengang. Det er et rigtig fint sted at spille, men det eneste, det handler om for os, er trods alt vores egen præstation. Den skal være bedre end den har været i de seneste udekampe i Superligaen, siger Peter Ankersen til FC Københavns hjemmeside.

Han fortæller videre, at det selvfølgelig handler om at komme fra Vejle med en sejr, så FCK, der aktuelt ligger nummer to, holdet trykket på FCM, der ligger nummer et på grund af en bedre målscore end FCK.

Peter Ankersen, der af Vejle i 2012 blev solgt til Rosenborg, startede sin karriere i Esbjerg. Da det ikke gik som håbet i Rosenborg, vendte Ankersen retur til Esbjerg og spillede to gode sæsoner, inden han blev solgt til Red Bull Salzburg. I 2016 hentede Ståle Solbakken ham tilbage til dansk fodbold.