• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Kenneth Jensen

Appelinstans ændrer Brøndbys betingede frakendelse af tilskuere

Appelinstans ændrer Brøndbys betingede frakendelse af tilskuere
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Brøndby IF's betingede frakendelse af fans er blevet omstødt af Fodboldens Appelinstans. Brøndby får dog en anden straf, der betyder, at klubben ikke må tage tilskuere med, næste gang klubben møder Horsens på udebane.

Af Kenneth Jensen

Superliga-klubben Brøndby IF ankede Fodboldens Disciplinærinstans' dom i slutningen af august, hvor klubben fik en bøde på 200.000 kroner og en betinget frakendelse af tilskuere til en hjemekamp.

Bøden var Brøndby ikke uenig i, men klubben ankede den betingede frakendelse, da den ifølge klubben var for hård. Og den del har Superliga-klubben fået ret i hos Fodboldens Appeludvalg, der netop har behandlet Brøndbys anke.

Så langt så godt for klubben fra den københavnske vestegn.

Brøndby bliver dog stadig straffet, for næste gang Brøndby gæster AC Horsens, må klubben ikke få et udebaneafsnit, og dermed kan klubben altså ikke tage tilskuere med. Det ligner, at det bliver, når Brøndby i sidste runde af grundspillet i Superligaen møder Horsens på udebane - det kan dog også blive tidligere, hvis de to hold løber ind i hinanden i Sydbank Pokalen, og opgøret spilles i Horsens.

- Disciplinærinstansens kendelse ændres således, at Brøndby IF fradømmes retten til at blive tildelt et sektioneret tilskuerafsnit i den førstkommende udekamp i Herre-DM eller DBU Pokalen mod AC Horsens, står der i kendelsen fra Fodboldens Appelinstans.

Appelinstansen lægger vægt på, at der ikke er grundlag for at anvende sanktionerne, der giver mulighed for en betinget frakendelse, i DBU's love.

Men klubben får alligevel en løftet pegefinger med på vejen.

- Appelinstansen henleder endvidere opmærksomheden på, at Appelinstansen allerede i Appelinstansens kendelse af 10. november 2016 i forhold til Brøndby IF anførte, at Brøndby IF’s tiltag for at imødegå afbrænding af pyroteknik fortsat ikke er effektive, og at det ikke er acceptabelt, at Brøndby IF har organiseret sikkerhedsarbejdet således, at det af sikkerhedsmæssige grunde ikke har været forsvarligt at gribe ind over for den foretagne afbrænding af pyroteknik. Appelinstansen finder, at disse synspunkter fortsat er gældende, står der i kendelsen.

Afgørelsen fra Fodboldens Appelinstans kan ikke ankes.