Video : Tipsbladet
Superliga

Arajuuri efter testkamp: De mange mål ser ikke bare godt ud på måltavlen

Det giver holdet masser af energi at score fem mål og vinde 5-1 i den første træningskamp på turen til Dubai, mener Brøndby IF's Paulus Arajuuri.

Det har været op og ned med Brøndby IF's tre første testkampe i 2019. Først bankede de danmarksserieholdet BSF gule og blå med 8-0, så tabte de 1-3 til FC Roskilde fra 1. division, og i dag vandt de så 5-1 over usbekiske Lokomotiv Tashkent.

Topscorer Kamil Wilczek scorede sit holds første mål, mens et selvmål, nyindkøbte Simon Hedlund og to mål fra Ante Erceg, der ellers kæmpede med at få tingene til at fungere i efteråret, stod bag de næste fire scoringer.

Det er dog ikke kun på måltavlen, at fem kasser ser godt ud. Det betyder også noget for holdet.

- De mange mål ser ikke bare godt ud på scoretavlen, men det giver også holdet masser af energi, og det er altid fedt at vinde fodboldkampe med mange mål. Det var langt fra perfekt, men det var en god kamp, siger Paulus Arajuuri til brondby.com.

Med træningskamp nummer tre overstået har Brøndby kun en enkelt af slagsen tilbage, før holdet går ind til Superliga-foråret. Den skulle have stået mod kinesiske Henan Jianye, men det bliver i stedet mod dagens modstanderes bysbørn Pakhtakor Tashkent FK. 

Begge usbekiske opgør spilles på træningslejren i Dubai. Brøndby rejser hjem derfra tirsdag i næste uge.