Superliga

Aron Johannsson vil være Superliga-topscorer

AGF'eren Aron Johannsson er topscorer i Superligaen, og det agter han at blive ved med at være.

AGF har ikke haft en Superliga-topscorer, siden Thomas Thorninger i sæsonen 1995/1996 lavede 20 mål og indtog tronen som målkonge af den bedste danske række.

Men nu er der måske en ny målkonge på vej fra Aarhus-klubben. Islandske Aron Johannsson har lavet seks mål i de seneste to kampe, og med syv mål i alt fører han lige nu topscorerlisten foran FC Nordsjællands Joshua John. Står det til Johannsson selv, er han også den mest scorende efter 33 runder.

- At blive topscorer er en stor ting, men det tæller selvfølgelig ikke at være det nu. Det skal være i slutningen af sæsonen, og det går jeg selvfølgelig efter. Jeg vil bare forsøge at fortsætte med at score mål, som jeg gør nu, og gør jeg det, hvorfor så ikke, siger Aron Johannsson til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Aron Johannsson på USAs landshold

Islændingen med de amerikanske aner lægger ikke skjul på, at det for tiden er temmelig rart at være Aron Johannsson. Han rider på en selvtillidsbølge, som han håber kan fortsætte et godt stykke tid endnu.

- De sidste to kampe har været perfekte for mig og for holdet. Vi har fået to sejre, og jeg har scoret seks mål. Det kunne ikke være bedre. Det er selvfølgelig et mål for mig at fortsætte med at score, også fordi det vil hjælpe holdet til at vinde flere sejre. Holdet er det vigtigste, men jeg er angriber og vil gerne lave målene, siger Johannsson.

Næste opgave for AGF'eren er Islands U/21-landskamp mod Belgien på mandag.