Video : Tipsbladet
Superliga

Askou glæder sig over Roerslev-tilgang: Har nogle åbenlyse spidskompetencer

Mads Roerslev skal resten af sæsonen spille for Vendsyssel, og det glæder Jens Berthel Askou sig meget over, og han fremhæver især forsvarsspillerens offensive evner.

Med Peter Ankersen og Guillermo Varelo som konkurrenter på højre back, kunne Mads Roerslev se, at det ville blive svært at få spilletid i FC København resten af sæsonen, og det har Vendsyssel udnyttet til at leje den talentfulde forsvarsspiller.

I Vendsyssel er glæden hos klubbens cheftræner stor over, at det er lykkedes at hente Mads Roerslev til klubben.

- Han har særligt offensivt nogle åbenlyse spidskompetencer med en god spilintelligens, teknik og en skarp indlægsfod, som vi glæder os til at få glæde af. Samtidigt er han en ung mand, som tager sit talent særdeles seriøst, hvilket passer rigtigt godt ind i vores kultur i Vendsyssel FF, fortæller Jens Berthel Askou i en pressemeddelelse.

19-årige Mads Roerslev går dog glip af den første del af vinteropstarten i Vendsyssel, da han skal afsted med U21-landsholdet i begyndelsen af januar. Derfor ankommer han først til Vendsyssels træningslejr den 20. januar.