Augustinussen: Dialog med klubben om forlængelse
Foto: Rene Schütze/Polfoto
Superliga

Augustinussen: Dialog med klubben om forlængelse

Kulturbærer Thomas Augustinussen kan meget vel få forlænget sin aftale med AaB.

To gange har Thomas Augustinussen været med til at vinde det danske mesterskab med AaB, og han kan meget vel være at finde i klubben i nogle år endnu. Både Thomas Augustinussen og AaB er interesserede i at forlænge den aftale, der udløber til sommer.

"Augo" er kulturbærer og en fin figur at læne sig op ad for de unge spillere i truppen, og det lader altså til, at AaB vil belønne Thomas Augustinussen, der også selv er meget interesseret i at fortsætte i klubben.

- Jeg har en dialog med klubben, og lige nu ligger bolden ved AaB, men jeg tror på, at vi finder hinanden i løbet af den nærmeste fremtid, siger Thomas Augustinussen til Nordjyske.

Sportsdirektør Allan Gaarde fortæller, at "Augo" ikke altid har fået den spilletid, han har fortjent, men at han er værdifuld på mange områder.

Thomas Augustinussen har ud over to år i Red Bull Salzburg altid spillet i AaB. Han står noteret for to danske landskampe.