Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: AGF tæt på Patrick Mortensen

AGF er tæt på at hente den danske angriber Patrick Mortensen hjem fra norsk fodbold, skriver Ekstra Bladet.

AGF har hentet Alexander Munksgaard, Frederik Tingager og målmanden Kamil Grabara, og dermed er århusianerne tæt på at være i mål med ambitionerne for det igangværende transfervindue. Der mangler dog stadig én ting i Aahurs - en ny angriber.

Hvis man skal tro Ekstra Bladet, er denne angriber godt på vej.

Avisen skriver, at AGF er tæt på at hente den danske angriber Patrick Mortensen hjem fra norske Sarpsborg 08. 29-årige Mortensen skal være i færd med at pakke sin lejlighed ned, og meget tyder altså på, at hans nye adresse bliver i Aarhus.

Patrick Mortensen blev i den forgangne sæson topscorer for Sarpsborg 08 med 12 ligamål, og han har også markeret sig i Europa League, hvor den norske klub overraskende kvalificerede sig til gruppespillet. Danskeren scorede fire mål i kvalifikationen og tre mål i gruppespillet - herunder to mod Brøndby IF's banemænd fra Genk.

Patrick Mortensen har et år tilbage af sin kontrakt med Sarpsborg 08, så AGF slipper altså ikke for at betale en transfersum for den tidligere Lyngby-angriber, der i 57 Superliga-kampe har scoret 10 mål. Han fik sin Superliga-debut for Brøndby IF.