Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Brøndby er en underskrift fra Johan Larsson

Brøndby IF kan snart præsentere Johan Larsson som ny spiller. Kun et par underskrifter mangler, skriver BT.

Johan Larsson kan formentlig snart kalde sig Brøndby-spiller igen.

De blå-gules tidligere anfører har været fri på markedet i et stykke tid efter et katastrofalt ophold i Guingamp, og det har været fremme, at den svenske højre back har flirtet lidt med AGF, men det er Brøndby, der ser ud til at løbe med Johan Larsson.

Ifølge BT er det kun en underskrift, der mangler, før Johan Larsson igen kan trække i den gule trøje. Aftalen mellem klub og spiller skal være på plads, og dermed er det altså kun et spørgsmål om formaliteter.

Brøndbys tidligere sportsdirektør Ebbe Sand udtalte i slutningen af juni til tipsbladet.dk, at Johan Larsson ikke var et emne i klubben, men nu er det Carsten V. Jensen, der sidder med checkhæftet, og han er altså klar til at hale den tidligere anfører tilbage ombold på den blå-gule skude.

29-årige Johan Larsson nåede at spille 172 kampe for Brøndby IF inden sit skifte til fransk fodbold.