Avis: Brøndby jagter Malmö FF-profil
Foto: Stephen Pond/Getty Images
Superliga

Avis: Brøndby jagter Malmö FF-profil

Brøndby IF vil hente Jo Inge Berget på en fri transfer i Malmö FF.

Januars transfervindue nærmer sig med hastige skridt, og dermed er det igen muligt for de danske klubber at forstærke sig frem mod de strabadser, der venter i foråret, hvor medaljerne fordeles, og mestrene hyldes.

Det gælder også for Brøndby IF, der ser ud til at være med i guldkampen i denne sæson, og nu skriver den svenske avis, Kvällsposten, at de blå-gule vil hente Jo Inge Berget i Malmö FF.

Den 27-årige offensivspiller har kontraktudløb i Malmö FF ved årsskiftet, og dermed kan Brøndby IF få fingrene i Jo Inge Berget uden at betale en transfersum. Det er helt sikkert noget, der frister Superliga-klubben, og Jo Inge Berget har da også bevist sit værd for Malmö FF i indeværende sæson, der endte med et suverænt mesterskab til klubben. Med to runder tilbage har nordmanden scoret otte mål og lavet to assists. Det gør ham til delt topscorer for klubben.

Ifølge den svenske avis skal Brøndby IF have fulgt Jo Inge Berget i lang tid, og klubben var så sent som i går på plads på Swedbank Stadion for at følge nordmanden i Malmö FF's opgør mod AIK. Et opgør, der endte 0-0.

Jo Inge Berget har en fortid i klubber som Udinese, Molde, Cardiff City og Celtic FC. Han står noteret for 19 A-landskampe for Norge.