Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Brøndby ville sælge Tibbling for 26 mio til FCK

Prisen for Brøndbys svenske midtbanespiller Simon Tibbling ligger på 26 millioner kroner, forlyder det nu.

Da transfervinduet stadig var åbent dukkede der historier op om, at Brøndbys Simon Tibbling kunne være på vej væk fra vestegnsklubben. Både FC Midtjylland og FC København skulle have budt, hvor FCK's var det klart største med angiveligt 19 millioner kroner plus bonusser.

Det skriver B.T., som også kan fortælle, at Brøndby ikke bare afviste FCK'ernes tilbud. De kom også med et tal, som de ville godkende.

Her var der tale om 26 millioner kroner med bonusser oven i, og så ville de være klar til at sælge deres svenske midtbaneprofil til klubbens ærkerivaler fra FCK.

Ståle Solbakken ønskede dog ikke at forhøje sit eget bud, og en handel på 26 millioner ville samtidig gøre Tibbling til en af klubbens to dyreste spillere nogensinde, og så løb hele aftalen ud i sandet, og Simon Tibbling er stadig i Brøndby.

Solbakken har desuden ikke de store planer om at gøre et forsøg igen, fortæller han til føromtalte avis.

- Nej, det bliver vanskeligt, for de har værdisat ham som spiller, og den sum betaler vi ikke, forklarer Ståle Solbakken.

Brøndby og FC København mødes søndag klokken 12.30, og den kamp sendes direkte på TV3+.