Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Durmisi-transfer sender godt 10 millioner til Brøndby

Riza Durmisis forestående skifte til Lazio sender et tocifret millionbeløb i kassen i Brøndby IF.

Når det regner på præsten, drypper det på degnen.

Riza Durmisi kan snart kalde sig Lazio-spiller, efter at den danske venstre back torsdag er landet i Rom for at gennemgå det obligatoriske lægetjek. BT skriver, at Serie A-klubben betaler Real Betis godt 52 millioner kroner for at overtage Riza Durmisi, og dermed har de tre parter altså fundet en løsning, man er meget tilfredse med.

På sidelinjen sidder der også en fjerde part og klapper i hænderne.

Ifølge BT skal Brøndby IF have 20 procent af overgangssummen, og det vil altså sige, at der er godt 10 millioner kroner på vej ind på kontoen hos de danske vicemestre. Derudover kan de blå-gule også se frem til uddannelsespenge, fordi Durmisi er skiftet til en klub fra et andet land end det, han kommer fra - i det her tilfælde altså Spanien. 

Riza Durmisi kan se frem til en fem-årig aftale i Lazio, og den italienske klub har selv bekræftet, at danskeren er landet til lægetjek.

Se videoerne af Riza Durmisi i Rom her.