Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Glen Riddersholm på vej til SønderjyskE

Glen Riddersholm kan blive ny cheftræner i SønderjyskE, skriver Der Nordschleswiger.

1. november startede Glen Riddersholm som sportsdirektør i Vendsyssel FF, men nu kan han måske snart være fortid hos Superliga-oprykkerne. En ny udfordring på træningsbanen lurer i horisonten.

Der Nordschleswiger, der følger SønderjyskE tæt, skriver, at Glen Riddersholm er tæt på at blive ny cheftræner i Haderslev-klubben, der mandag fyrede Claus Nørgaard. Avisen melder om intensive forhandlinger mellem SønderjyskE og Riddersholms rådgiver.

Glen Riddersholm har tidligere gjort FC Midtjylland til danske mestre, og hans seneste trænerjob var i AGF, hvor han blev fyret i september sidste år. Ansættelsen i Vendsyssel markerede noget af et karriereskifte for Glen Riddersholm, men nu kan han altså meget vel få mulighed for at bytte kontorstolen ud med trænerbænken. Ifølge Der Nordschleswiger har Glen Riddersholm en klausul i sin kontrakt med Vendsyssel, der gør, at han kan komme ud af aftalen, hvis et interessant tilbud som cheftræner lander i indbakken. 

Hans Jørgen Haysen, sportschef i SønderjyskE, har ikke ønsket at kommentere historien.