Avis: Hemmingsen til Randers
Nedrykningen i Superligaen er endnu ikke afgjort, men alligevel kører historierne om næste sæson i den bedste danske række allerede nu. Således skriver BT i dag, at cheftræneren i næste sæson bliver Michael Hemmingsen, som kronjyderne køber fri i SønderjyskE.
- Vi kan ikke kommentere på det. Lige nu har vi fuldt fokus på
nedrykningskampe, siger Randers-direktør Jacob Nielsen, der dog over for BT fortæller, at den nuværende trænerkonstellation ikke fortsætter efter sommerferien.
- Her vender Peter Elstrup tilbage til sin gamle rolle som
assistenttræner, mens vi efter denne sæsons kampe ikke længere har
aftale med Allan Kuhn, siger Nielsen.
Det er ikke lykkedes avisen at få fat på hovedpersonen selv, mens heller ikke SønderjyskE's sportschef Ole Nielsen ønsker at kommentere oplysningerne.
Det ville dog ikke være første gang, at en sønderjysk profil skifter til Randers. Således har de nuværende Randers-spillere Anders Egholm, David Ousted og Rasmus Hansen alle taget turen fra SønderjyskE inden for det seneste halvandet år.