Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Her er FC Københavns købsoption på Mustapha Bundu

Ifølge belgisk avis er FC København og Anderlecht nået til enighed om en købsoption på Mustapha Bundu.

FC København lejer ifølge BT og flere belgiske medier den tidligere AGF-profil Mustapha Bundu for resten af indeværende sæson. Som en del af lejeaftalen har de danske vicemestre sikret sig en købsoption på offensivspilleren fra Sierra Leone.

Den belgiske avis Le Soir skriver, at FC København og Anderlecht har forhandlet sig frem til en købsoption på 2,8 millioner euro - cirka 21 millioner kroner. Det er altså det beløb, FC København skal punge ud med, hvis de vil købe Bundu fri af aftalen med Bruxelles-klubben.

FC København har ikke rørt på sig indtil videre i dette transfervindue, men der ser ud til at ske ting og sager i den sidste uge. Løverne kan snart præsentere Bundu, og derudover jagter Jess Thorup og co. en central midtbanespiller.

Mandag forlød det også, at Andreas Cornelius spøger i FC København, men det bliver svært at lokke til danske landsholdsangriber retur til hovedstaden. Parma ønsker ikke at give slip på Cornelius.