Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Kasper Hjulmand jagtet af belgisk storklub

Den belgiske klub Anderlecht skulle være ude med snøren efter FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand. Det erfarer BT.

Kasper Hjulmands navn er blevet nævnt flere gange i rygternes verden i den seneste tid. Tidligere er han blevet meldt på vej til de norske mestre fra Rosenborg, og det forlyder også, at Hjulmand har allieret sig med en agent med henblik på et klubskifte. 

Nu bliver en ny klub nævnt som en mulig ny arbejdsgiver for Kasper Hjulmand. Ifølge BT er Hjulmands navn nemlig på den liste, som belgiske Anderlecht har lavet over mulige cheftrænere. 

De 34-dobbelte belgiske mestre fyrede i weekenden træneren Hein Vanhaezebrouck, og de er efter sigende allerede i gang med at lede efter den nye mand, der skal styre tøjlerne i traditionsklubben. 

Hjulmand er dog ikke eneste navn på listen. Ifølge BT overvejer Anderlecht også mere prominente trænernavne som Frank de Boer og Peter Bosz. 

Kasper Hjulmand kontrakt med FC Nordsjælland udløber til sommer.