Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: OB sælger reserve til danskerglad klub i Norge

Mikkel Desler er ifølge Ekstra Bladet på vej til Haugesund, der netop har hentet Benjamin Tiedemann Hansen i FC Nordsjælland, og som er ude efter Mads Hvilsom.

OB og FC Nordsjælland nåede netop at sikre sig en plads i top 6, inden de nu sælger en spiller hver til Haugesund. Tidligere på dagen var det Benjamin Tiedemann Hansen, der tog turen til Norge, og snart tager Mikkel Desler samme vej, skriver Ekstra Bladet.

Ifølge avisen har OB accepteret et bud på Desler fra Haugesund, og dermed står han over for et øjeblikkeligt skifte. Transfervinduet i Norge er stadig åbent, mens det er lukket i Danmark, så OB skal hente en transferfri spiller, hvis klubben skal erstatte ham.

Desler har haft svært ved at komme på holdet i OB på det seneste, og han har samlet spillet 11 minutter fordelt over to indskiftninger i 2019.

I Haugesund får han mindst én landsmand som holdkammerat, førnævnte Tiedemann Hansen, mens også Mads Hvilsom kan være på vej til klubben. Både Esbjerg fB, der ejer Hvilsom, og SønderjyskE, som han er lejet ud til, bekræftede i sidste uge, at Haugesund er interesseret i angriberen.

I Norge får danskerduoen, der måske bliver til en trio, muligheden for at spille europæisk fodbold på den anden side af sommerferien. Haugesund blev nummer fire i den norske liga i fjor og skal altså prøve kræfter med Europa League-kvalifikationen.