Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Tocifret millionbeløb kan være på vej til Silkeborg IF

Silkeborg IF kan se frem til at få et tocifret millionbeløb, hvis Kasper Dolberg som ventet bliver solgt fra AFC Ajax til Nice.

Silkeborg IF har ikke solgt en eneste spiller denne sommer, men Superliga-oprykkerne har alligevel fået gode penge i kassen. Og der er formentlig flere på vej.

Tidligere på sommeren fik Silkeborg IF millioner på kontoen, fordi FC København solgte Robert Skov til Hoffenheim, og den næste sæk med millioner har den hollandske storklub AFC Ajax som afsender.

Den tidligere Silkeborg-spiller Kasper Dolberg står foran et skifte til Nice for 150 millioner kroner, og Midtjyllands Avis skriver, at Superligaens bundprop kan se frem til at modtage et beløb mellem 12 og 15 millioner kroner. Det må siges at være en markant sum for en lille klub som Silkeborg IF, der kan se frem til at modtage pengene, fordi man sikrede sig en videresalgsklausul på Dolberg, da han blev solgt til Ajax.

Kasper Dolberg skiftede fra Silkeborg IF til AFC Ajax som 17-årig, og inden turen gik til Holland, nåede angriberen at spille tre kampe for SIF's førstehold. Det var tre forholdsvis korte indhop i Superligaen i 2015. 

Jesper Stüker, der er sportschef i Silkeborg IF, fastslår over for Midtjyllands Avis, at klubben ikke har tænkt sig at fyre Dolberg-millionerne af på spillerindkøb i den sidste uge af dette transfervindue.

Inden Silkeborg IF kan juble for alvor, skal Kasper Dolberg først endeligt på plads i Nice, og det er altså ikke sket endnu.